Med lavere toldsatser er samhandlen øget betydeligt. Men hermed synliggøres andre forhold, der hæmmer en friere udveksling af varer. Blandt de vigtigste er problemer med at levere varer med de egenskaber og kvaliteter, som importlandet kræver. På landbrugs- og fødevareområdet drejer det sig ofte om standarder for fødevaresikkerhed og til sikring mod smittespredning.
I forbindelse med etableringen af WTO vedtog medlemslandene i 1994 derfor en aftale om sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger - SPS-aftalen. Aftalen søger at etablere en balance mellem på den ene side medlemslandenes suveræne ret til selv at fastsætte det beskyttelsesniveau, der skal gælde i deres land, og på den anden side hensynet til den brede handelsaftale, som landene har indgået med hinanden om liberalisering af handelen.
Beskyttelsesniveau og fødevarestandarder
Som udgangspunkt støtter SPS-aftalen sig helt og aldeles til de standarder, der er aftalt ved konsensus i de fagligt kompetente internationale organisationer: Codex Alimentarius, OIE og IPPC. Uanset at SPS-aftalen omfatter en langsigtet målsætning om harmonisering af de anvendte fødevarestandarder i overensstemmelse med disse internationale organisationers vedtagelser, så anerkender aftalen, at WTO-medlemslande har ret til frit at fastsætte det beskyttelsesniveau, som de finder passende. Men de foranstaltninger, som landene tager i anvendelse for at nå deres valgte beskyttelsesniveau, skal være baseret på videnskab, må ikke virke diskriminerende, og må ikke være unødigt handelsbegrænsende. Der må således ikke være tale om maskerede importbegrænsninger.
Til sikring af disse målsætninger indeholder SPS-aftalen en række procedurekrav. Ét af disse krav er, at alle nye sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger skal notificeres til SPS-komitéen inden deres vedtagelse. Dermed sikres de andre WTO-lande rettidig indblik og mulighed for at gøre indsigelse eller foreslå ændringer før vedtagelsen af nye standarder.