De Officielle Kostråd

For første gang nogensinde guider Danmarks syv nye kostråd ikke blot danskerne til et sundere helbred, men også til en sundere klode.

De fleste ved det måske godt: Mindre sødt og mere grønt er godt for helbredet og livvidden. Men hvordan skal man spise for at passe bedre på klimaet?

Det giver Danmarks nye officielle kostråd for første gang en retning for og opfordrer blandt andet danskerne til at spise flere bælgfrugter, mere grønt og mindre kød.

Lidt kan gøre meget

I gennemsnit udleder danskerne godt otte kilo CO2 om dagen via drikke- og fødevarer. Det er samlet set cirka tre tons om året, og det kan ifølge DTU reduceres med op til 35 procent ved at følge de nye kostråd.

Potentialet ved at justere i madvanerne er derfor store. Hvis mange lader sig inspirere bare en smule, kan man tale om en gevinst, der er til at tage og føle på.

De nye officielle kostråd er en del af regeringens ambition om at reducere klimaaftrykket med 70 procent frem mod 2030.

De syv nye klimakostråd erstatter de 10 tidligere kostråd, som er fra 2013.

Udover færre råd og klimahensynet, er kostrådene nu oversat fra næringsstoffer som mættet fedt, salt og sukker til madvarer som f.eks. fisk og bælgfrugter.

De syv kostråd – godt for sundhed og klima

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget
  • Spis flere grøntsager og frugter
  • Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
  • Spis mad med fuldkorn
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
  • Spis mindre af det søde, salte og fede
  • Sluk tørsten i vand

Der er desuden særlige anbefalinger til spædbørn, børn, gravide, ammende, folk over 65 år samt mennesker, der lever vegetarisk eller plantebaseret.

Læs mere om kostrådene på altomkost.dk

Se mere om De Officielle Kostråd og anbefalinger på www.altomkost.dk