Langt de fleste forbrugere kender til mærket med en, to eller tre grønne hjerter, der viser, hvor god dyrevelfærden har været der, hvor kød- eller mejeriprodukterne i indkøbskurven er blevet produceret.
Det viser en undersøgelse, som YouGov har udarbejdet for Fødevarestyrelsen. Undersøgelsen er en kendskabsmåling af Det Statslige Dyrevelfærdsmærke ”Bedre Dyrevelfærd”.
I 2023 viser undersøgelsen, at 77 pct. af befolkningen kender mærket. Det er en stigning på 8 procentpoint i forhold til 2020. Det er de danske børnefamilier, der har det bedste kendskab til mærket, hvor 85 pct. af de adspurgte kender mærket. Også her er der en fremgang, da 78 pct. nikkede ja til det spørgsmål i 2020.
Samtidig er dyrevelfærd også et emne, som står højt på fødevareminister Jacob Jensens (V) liste. I februar 2024 blev et bredt flertal blandt Folketingets partier enige om Danmarks første dyrevelfærdsaftale med 31 initiativer, der skal løfte dyrevelfærden bredt.
Et af initiativerne er en styrkelse af Det Statslige Dyrevelfærdsmærke ”Bedre Dyrevelfærd”. Her blev aftaleparterne enige om at afsætte 14 mio. kr. til at fortsætte og styrke arbejdet med mærket til og med 2027.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger:
”Den danske befolkning går op i dyrevelfærd. Det vidner tallene om, og det har jeg kunnet mærke, når jeg har været ude i landet på besøg. Derfor er jeg glad for og stolt af, at vi med et bredt flertal i ryggen har lavet en aftale, der skal løfte dyrevelfærden bredt. Det glæder mig også, at vi kan styrke dyrevelfærdsmærket, der blandt andet bidrager til at øge efterspørgslen og kendskabet til dyrevelfærdsmærkede fødevarer.”
Læs undersøgelsen om dyrevelfærdsmærket her.