Plantefondens tredje ansøgningsrunde er lukket, og der er modtaget 141 ansøgninger for et samlet beløb på 750,3 mio. kroner. Årets pulje rummer 212,5 mio. kr., hvoraf 50 mio. indgår i en særpulje målrettet forskning i plantebaserede fødevarer.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):
"For tredje år i træk ser vi en kæmpestor interesse for Plantefonden, og det er svært at få armene ned som dansk fødevareminister. For mig viser det tydeligt, at mange danske virksomheder og organisationer tager ansvaret på sig og vil være med til at gøre fødevareområdet grønnere. Derfor har vi fra politisk hold også valgt at styrke Plantefonden i 2025 med flere midler i forbindelse med den grønne trepart og forskningsreserven. Det betyder, at danskerne får mulighed for at vælge mere grønt til på deres tallerken, og at Danmark får endnu et rygstød i retningen af at tage føringen i produktionen og eksport af plantebaserede fødevarer."
I årets ansøgningsrunde vægter bestyrelsen særligt effektskabelse samt både lokalt forankrede og nationale projekter, der ønsker at skabe forandring i hele Danmark. Derudover prioriteres projekter, der indtænker landbrugets produktion af plantebaserede fødevarer.
Plantefondens bestyrelse vil nu gennemgå de indkomne ansøgninger og beslutte, hvilke projekter der skal modtage tilskud. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der er sekretariat for Plantefonden, er ansvarlige for udmøntningen.