For kort tid siden præsenterede regeringen sit bud på en række tiltag, der skal sikre fremtidens fiskeri i Danmark og en bedre beskyttelse af vores havmiljø.
Det omfatter blandt andet et forbud mod bundslæbende fiskeri i Bælthavet og dele af det nordlige Kattegat samt en økonomisk kompensation for de udgifter, fiskerierhvervet har til CO2-afgiften.
Fiskeriet er mange steder presset og står over for en række udfordringer. Nogle fiskebestande, særligt i de indre danske farvande, har det svært på grund af et presset havmiljø. Havbunden er mange steder i dårlig forfatning, og biodiversiteten falder.
Samtidig er der konkurrence om pladsen på havet til blandt andet vindmøller, og Brexit har medført reduktioner i fiskekvoterne for danske fiskere. Derfor er der behov for at sætte en ny kurs for fremtidens fiskeri i Danmark.
Regeringen har i dag præsenteret sit udspil til fremtidens fiskeri, der indeholder 34 tiltag, som skal sikre rammerne for dansk fiskeri.
Tiltagene i regeringens udspil har fokus på at finde balancerede løsninger, som bidrager markant til et sundt havmiljø og bæredygtige fiskebestande samtidig med, at der fastholdes arbejdspladser i fiskerierhvervet og vækst i de kystnære lokalsamfund. Fiskerikommissionens anbefalinger udgør et centralt bidrag til udspillet.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):
"Danmark er en stolt fiskerination. Fiskeriet spiller en stor rolle i lokalsamfundene langs de danske kyster, hvor det i mange år har skabt lokale arbejdspladser og vækst. Og fiskeriet har også en vigtig betydning for, at vi fortsat kan have en velfungerende fødevareproduktion, som også sikrer store eksportindtægter for Danmark. Men fiskeriet står over for en række udfordringer, og der er behov for en ny kurs. Derfor er jeg som landets fiskeriminister utrolig glad for, at vi i dag kan præsentere regeringens bud på, hvordan vi sikrer fremtidens fiskeri i Danmark. Vi ønsker et balanceret fiskeri, som skal tage ansvar for et sundt havmiljø og bæredygtige fiskebestande samtidig med, at de har de bedste betingelser for at kunne udvikle og tilpasse sig den grønne omstilling, så vi også har et stærkt dansk fiskeri i fremtiden”.
Miljøminister Magnus Heunicke (S):
"Der er et akut behov for at forbedre tilstanden på havbunden i Bælthavet og Kattegat. Bundslæbende fiskeri har en negativ påvirkning på havbunden og bunddyrene og dermed hele den marine fødekæde. Det bidrager til, at havets dyr har sværere ved at søge føde og gyde og blive til sunde bestande. Bestanden af Danmarks mindste hval, marsvinet, er mere end halveret på bare 7 år. Torsken er stort set forsvundet fra de indre farvande. Vores hav har brug for handling. Derfor indfører vi nu et forbud mod bundslæbende fiskeri i Bælthavet og dele af Kattegat, der skal give vores havnatur og livet på havbunden ro til at komme tilbage."
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M):
”Livet under havoverfladen er blevet forsømt alt for længe, og nu giver vi det blå Danmarkskort en stor hjælpende hånd. Samtidig tager vi ansvar for, at vi også i fremtiden vil have danske fiskerbåde i havnene, og kompenserer derfor i en periode erhvervet for CO2-afgiften. Vi tænker miljø, klima og erhverv sammen i en samlet plan, som flytter Danmark i en grønnere retning samlet set. Det er grøn handling, der virker”.
Udspillet er regeringens udgangspunkt for de kommende fiskeriforhandlinger, som Folketingets partier netop er blevet indkaldt til, og rummer i alt 34 initiativer.
Et af de centrale elementer i regeringens udspil er et forslag om, at fiskerne skal have mulighed for at få tilbageført deres udgifter forbundet med CO2-afgiften, indtil teknologierne er mere udviklede, og den grønne omstilling kan realiseres.
I modsætning til andre erhverv har fiskeriet begrænsede omstillingsmuligheder. Der er i aftalen om Grøn skattereform for industri mv. afsat 391,5 mio. kr. til målrettet støtte til fiskerne, og regeringen afsætter yderligere 468,5 mio. kr. til at øge rammen i den planlagte kompensationsmodel.
Dermed afsættes i alt 860 mio. kr. Dette beløb svarer til den forventede afgiftsbetaling for danske og udenlandske fiskere. Der etableres en kompensationsmodel i perioden 2025-2029.
Et andet centralt element i udspillet er et forslag om at etablere zoner med forbud mod bundslæbende redskaber for at beskytte havbunden og sårbare økosystemer.
Regeringen lægger konkret op til at indføre et forbud mod bundslæbende fiskeri i hele Bælthavet. Regeringen lægger derudover op til at indføre et forbud mod bundslæbende fiskeri i dele af det nordlige Kattegat, hvor der er vigtige naturværdier, der skal beskyttes.
Læs regeringens udspil.
Læs om Fiskerikommissionen.
Se faktaark om CO2 afgift.
Se faktaark om trawlfrizoner.