Foråret er på vej, dagene bliver længere, og lystfiskersæsonen begynder snart for alvor. Den seneste opgørelse viser, at salget af fisketegn i 2024 er faldet en smule i forhold til 2023. I alt blev der solgt 186.406 lystfiskertegn i 2024. Til sammenligning blev der i 2023 solgt 196.158 lystfiskertegn.
Indtægterne fra salget af fisketegn går direkte til at forbedre de danske fiskevande- og bestande. Midlerne bruges til udsætning af fisk, restaurering af vandløb og forskning i fiskebestande, så der også i fremtiden vil være gode fiskemuligheder i Danmark. Indtægterne i 2024 fra køb af lystfiskertegn beløb sig til knap 28 mio. kr.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):
"Rigtig mange danskere finder stor glæde ved lystfiskeriet. Det skaber bånd på tværs af generationer, hvor bedsteforældre for eksempel tager deres børnebørn med på tur og giver glæden ved lystfiskeri videre. Mange turister finder det også attraktivt og kommer til Danmark for at få en helt fantastisk naturoplevelse ved de danske kyster, vandløb og søer. Derfor har vi blandt andet afsat 5,1 mio. kr. årligt på finansloven i 2025-2028 til arbejdet med lystfiskerstrategien, så vi kan understøtte og værne om det unikke danske lystfiskeri. Med de faldende salg af fisketegn i 2024 er min opfordring derfor helt klar; få fat i jeres fisketegn og kom ud og nyd den danske natur."