Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) lancerede i juni 2023 sit regelforenklingsprojekt Lug ud i lovgivningen, som skal være med til at gøre det nemmere at være fødevareproducent, fisker og landmand i Danmark.
Siden projektets start er der arbejdet med en lang række forskellige forslag til forenklinger, og foreløbigt er 35 forenklinger og tilpasninger gennemført eller planlagt til snarlig gennemførsel. Det forventes, at størstedelen af de forenklinger og tilpasninger, der endnu ikke er gennemført, bliver det i løbet af første halvår 2025.
Eksempelvis er det ene af de af de to opfølgende kontrolbesøg efter en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen blevet afskaffet den 1. oktober 2024. Det betyder mere målrettede kontrolbesøg for virksomhederne og dermed mere tid til at fokusere på drift og udvikling. Derudover er datokravet om, at et brakareal skulle overgå til dyrkning igen inden den 1. juli, også blevet fjernet, og dermed er der blevet mere rum til landmandsskabet.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):
Jeg er glad for, at foreløbigt 35 konkrete forenklinger og tilpasninger er blevet eller snart bliver gennemført. Det er en start, men for mig stopper det ikke her. Jeg vil hele min ministertid fortsætte med at arbejde for, at det gøres lettere at være fødevareproducent, fisker og landmand. Unødigt bøvlede regler må ikke spænde ben for sund fornuft.
Eksempler på forenklinger og tilpasninger:
- Datokravet om, at et brakareal skulle overgå til dyrkning igen inden den 1. juli er fjernet.
- Den 1. august 2024 kom der nye regler for omlægning af fodergræs, som gør det klarere, hvornår der kan ske omlægning i løbet af året.
- Der er arbejdet med reglerne for tilskud til rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning bliver gjort enklere, så sagsbehandlingstiden kan forkortes og tilskud hurtigere kan udbetales. Ordningen åbner forventeligt i slutningen af 2024.
- Det dobbelte meldekrav ved udsejling af Østersøen er fjernet. Det kan nu klares med én melding.
- Bagatelgrænsen for bifangstkvote på torsk på 50 kg var tidligere kun gældende i den vestlige del af Østersøen. Nu gælder den samme bagatelgrænse for både den vestlige og østlige del af Østersøen.
- Ét af de opfølgende kontrolbesøg efter en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen er blevet afskaffet, og det betyder færre kontrolbesøg for virksomhederne og mere tid til at fokusere på drift og udvikling.
- Fødevarestyrelsen har fjernet ansøgningsgebyret i forbindelse med markedsføring af fødevarer tilsat visse andre stoffer end vitaminer og mineraler.
- Fødevarestyrelsen har ændret reglerne, så der nu er mulighed for at bagere kan benytte jodberiget salt i alle bagværk uden at indsende en notifikation, hvis bagere frivilligt vil bruge jodberiget salt i bagværk, hvor der ikke er krav om at bruge jod-beriget salt.