Fiskekvoterne for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat i 2025 er faldet på plads efter lange forhandlinger mellem EU-landene. Aftalen kommer i forlængelse af de bilaterale og trilaterale aftaler, som EU har indgået med Storbritannien og Norge forinden rådsmødet. Her er der sikret gode fiskerimuligheder for danske fiskere i Nordsøen efter mange af de fælles bestande, hvor dansk fiskeri har langt størstedelen af sin omsætning.
Med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i spidsen har det fra dansk side været vigtigt at sikre en tilstrækkelig bifangstkvote for torsk i Kattegat, så fiskeriet efter jomfruhummer kan fortsætte, samtidig med at der tages et nødvendigt hensyn til torsken, der har det svært i Kattegat. Resultatet af forhandlingerne er blevet, at jomfruhummerfiskeriet i Skagerrak og Kattegat kan videreføres på et uændret kvoteniveau, mens bifangstkvoten for torsk midlertidigt reduceres med 21 pct. samtidig med, at den tidligere mulighed for at give ekstra bifangstkvoter for torsk til de fartøjer, der deltager i kameraprojektet i Kattegat ophører.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
Det har været lange forhandlinger med mange hensyn, der skulle balanceres. Overordnet set har vi fået det bedst mulige resultat med hjem til Danmark og de danske fiskere, som med den samlede aftale nu har fuldt overblik over, hvad de kan fiske i 2025 – også i forhold til Norge og Storbritannien. Jeg er glad for, at det lykkedes os at fastholde muligheden for et fiskeri i Kattegat efter både jomfruhummer og tunge. Det er meget vigtigt for havnene rundt om Kattegat. Desværre var der ikke vilje til at understøtte et forsat kameraprojekt i Kattegat med incitamenter til fartøjer, der deltager i projektet. Jeg vil drøfte kontrollen af fiskeriet generelt med Folketingets partier i forbindelse med de kommende forhandlinger om fremtidens erhvervsfiskeri.
Lige som sidste år var makrel igen i år et vigtigt tema for Danmark. Der er mange EU-lande, som har en stor interesse i makrelfiskeriet og en historisk aftale fra 1983-84 blev drøftet i forhold til den nye situation, der blandt andet er opstået efter Brexit. Danmark afgav en erklæring, der understregede, at Danmark fremover forventer, at aftalen fra 1983-84 respekteres ved fordelingen af makrelfiskeriet.
Se fordelingen af kvoter her.
Obs: Kvotetabel er opdateret den 12. december 2024.