Alle skolebørn landet over får nu mulighed for at lære, hvordan de kan redde god mad fra en skæbne i skraldespanden, når Danmarks nationale madspildsdag løber af stablen torsdag den 29. september. Samtidig vil de blive udstyret med tips til at nyde madvarerne på andre og nye måder, end de måske lige er vant til.
Under temaet ”Skolerne Redder Maden – Danmarks største virtuelle madspildsevent” er det nemlig i år børnene, der kommer i fokus ved den årlige markering af kampen mod madspild. Over 800.000 tons mad går hvert år til spilde i Danmark. Det svarer til, at hver familie smider to måneders mad ud om året. Ifølge FN står madspild for 8-10 procent af verdens CO2-udledning.
”Madspild er et gigantisk klimaproblem, som vi kommer til at bekæmpe over en lang årrække. Derfor skal vi selvfølgelig også involvere de kommende generationer i, hvordan vi i fællesskab kan sørge for, at mere mad ender på tallerkenen frem for i skraldespanden. Ikke mindst i en tid, hvor en potentiel fødevarekrise lurer lige om hjørnet, mens priserne på madvarer er historisk høje. En rigtig stor del af vores børn og unge er vildt engagerede i klimadebatten, og netop derfor giver det rigtig god mening, at vi på en sjov måde udstyrer børnene med konkrete råd og værktøjer, de kan tage i brug i kampen mod madspild,” siger fødevareminister Rasmus Prehn.
Det er tredje gang, at Danmarks nationale madspildsdag finder sted. Første gang var i 2020, hvor fokus var koncentreret om Danmarks store virksomheder, der skrev under på, at de ville halvere deres madspild inden 2030. Anden gang – sidste år – blev der dannet et korps af kendte ”madreddere”, der skal inspirere danskerne. I år er det så blevet skolebørnenes tur til at hjælpe med at redde maden – og måske endda være med til at lægge pres på de voksne generationer.
”Fremtidens generationer spiller en afgørende rolle, når det handler om at mindske vores madspild. Vi glæder os til at få en masse ideer på køkkenbordet, der forhåbentlig bliver omsat til nye gode vaner rundt omkring i landets køkkener. Hele ideen med den nationale madspildsdag er ikke kun at øge danskernes viden om madspild, men også at klæde dem på til at undgå madspild året rundt – bl.a. ved at lære om, hvordan vi udnytter råvarernes fulde potentiale,” siger Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand i tænketanken ONE\THIRD, der er nedsat af regeringen.
Navnet ONE\THIRD refererer til, at en tredjedel af den mad, der produceres til menneskeligt forbrug i verden, enten går tabt eller spildes. Ifølge FN’s Verdensmål skal det globale madspild halveres inden 2030.
Madspild må ikke blive en syltekrukke
Helt konkret vil børnene blive opfordret til at medbringe én grøntsag fra køleskabet derhjemme, der er velegnet til syltning. Skolen står for resten af ingredienserne, der i den forbindelse skal bruges. Når live-eventet går i gang, vil børnene under Timm Vladimirs kyndige vejledning redde en række grøntsager, der måske ellers var endt i skraldespanden. Under streamingen går Timm Vladimir selv i skolekøkkenet sammen med en 6. klasse på Kalvebod Fælled Skole. Når dagens lektion er slut, har alle landets elever helt selv forvandlet deres medbragte madvarer til et glas syltede grøntsager, der eksempelvis kan gøre madpakken lige en tand mere spændende.
”Jeg glæder mig rigtigt meget til at undervise så mange børn på én gang. Forhåbentlig kan jeg være med til plante et frø af opmærksomhed hos en stor del af børnene om, hvordan man kan redde virkelig meget mad fra at blive smidt ud,” siger Timm Vladimir.
Timm Vladimir har stor erfaring i arbejdet med at reducere madspild og har tidligere undervist mange børn på skoler i hele Danmark. Nu får han direkte hul igennem til 11-12-årige børn over hele landet, når han fra Kalvebod Fælled skole indtager køkkenet.
Ud over live-streamingen bliver eventet også optaget, så det efterfølgende kan bruges som undervisningsmateriale og dermed skabe længerevarende værdi for skoler, undervisere, børn og familier.