Statsrevisorerne har i dag behandlet Rigsrevisionens beretning om Landbrugsstyrelsens forvaltning af tilskud med kvalificeret indikation på svig.
Kritikken fra Rigsrevisionen kommer efter, at Rigsrevisionen i efteråret 2021 modtog en anonym henvendelse om, at Landbrugsstyrelsen bevidst havde tilbageholdt oplysninger for Rigsrevisionen i forbindelse med en tidligere beretningsundersøgelse om Landbrugsstyrelsens forvaltning af tilskud til landbrugere.
Rigsrevisionen konkluderer i den nye beretning bl.a., at Landbrugsstyrelsens forvaltning af tilskudssager har været mangelfuld, og at Landbrugsstyrelsen ikke har fulgt Kammeradvokatens indstillinger. Rigsrevisionen konkluderer herudover, at Landbrugsstyrelsen har forbrudt sig mod rigsrevisorloven ved ikke at have sikret, at der rettidigt blev udleveret fuldstændige oplysninger til Rigsrevisionen.
Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, udtaler:
”Det er en ny alvorlig kritik af Landbrugsstyrelsen. Den bekræfter behovet for den oprydningsplan på syv punkter, som jeg iværksatte i foråret 2021, og udskiftningen af styrelsesdirektøren, efter Rigsrevisionens daværende kritik af Landbrugsstyrelsens tilskudsforvaltning. Landbrugsstyrelsen har allerede rykket sig for at sikre ordentlig forvaltning. Den nye ledelse har bl.a. taget initiativ til at oprette en enhed målrettet behandling af svigsager og generelt styrke det juridiske fagmiljø i styrelsen. Det er fornuftige tiltag, som nu skal have tid til at virke og få effekt”.