Må man fiske i havneindløbet? Eller i den nærliggende sø? Og hvad kan jeg egentlig fange af fisk i Lillebælt?
For mange kan ovenstående spørgsmål være en barriere for, at man aldrig kommer ud at fiske. Men i dag lanceres en ny hjemmeside med information om 1600 fiskepladser, der skal gøre fiskeri mere tilgængeligt – både for lystfiskere og erfarne.
Mange ting er i øjeblikket lukket på grund af corona. Men det er naturen ikke. Og derfor er jeg super glad for, vi med den nye hjemmeside kan vise vejen til de gode fiskepladser for både lystfiskere, børnefamilier og turister, så vi alle kan komme ud og få noget friskt luft, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn.
Foruden at samle informationer om gode fiskepladser, bidrager www.fishingindenmark.info også med guides til at fange den første fisk og information om vandpleje.
Ud over hjemmesiden rummer den nationale strategi for lystfiskeri også en etablering af Center for Kyst- og Lystfiskerturisme i Assens samt et fokus på at udbrede lystfiskeriet til kvinder, børnefamilier og ikke mindst turister.
Hjemmesiden er virkelig informativ og inspirerende, og jeg glæder mig til at vise min familie den. De er ikke de store lystfiskere, men det kan de jo blive. Hjemmesiden viser jo både, hvor vi kan fiske, og hvordan vi kan passe på vandnaturen. Men jeg håber også, at særligt lystfiskerturisterne, som i de seneste år er strømmet til landet i alle sæsoner, vil tage hjemmesiden til sig, siger Rasmus Prehn.
Hjemmesiden er en del af den nationale strategi for lystfiskeri Danmark, der blev sat i søen med penge fra finansloven i 2018. Siden har Assens Kommune været tovholder på projektet.
Foruden hjemmesiden støttes også frivillige projekter, der arbejder med vandpleje og hjælper med at sikre bestanden af forskellige fiskearter.