Tjek på dyrevelfærden i produktionen af velfærdskød

09-07-2020

Danske slagterier har styr på dokumentationen, når de producerer engkvæg, frilandsgris og velfærdskylling. Fødevareminister Mogens Jensen opfordrer forbrugere til at kigge efter det statslige dyrevelfærdsmærke og andre mærkningsordninger, hvis man vil gøre noget godt for dyrevelfærden.

Danske forbrugere risikerer ikke at få f.eks. traditionel flæskesteg med hjem fra køledisken, når de har betalt for frilandsgris. Slagterierne har nemlig godt styr på de frivillige mærker, der eksempelvis reklamerer med, at landmanden har haft sine dyr ude under åben himmel. Det viser en stikprøvekontrol fra Fødevarestyrelen. 

Kun to gange på godt 150 kontrolbesøg måtte Fødevarestyrelsen indskærpe over for et slagteri, at de altid skal kunne dokumentere, om det er pakker med velfærdskyllinger, de er i gang med at producere, eller om de er ved at håndtere en konventionel kylling til forbrugerene. 

Fødevareminister Mogens Jensen siger: 

Forbrugeres tillid til officielle mærker som det statslige Dyrevelfærdsmærke og det statskontrollerede Økologimærke ligger velfortjent højt. Nu har vi så tal, der viser, at forbrugerne også fint kan have tillid til danske virksomheders frivillige mærkningsordninger. Det er mit håb, at det vil gavne efterspørgslen og dermed også dyrevelfærden.

Danmark har flere statskontrollerede mærker på fødevarer. Det er blandt andet det statskontrollerede røde Økologimærke, det statslige Dyrevelfærdsmærke og Nøglehullet, der gør det nemmere for danskerne at vælge sundere og leve efter de officielle kostråd. Undersøgelser viser, at et flertal af forbrugerne kender mærkerne og i vidt omfang ved, hvad de står for.

Det er en rigtig god ide at kigge efter det statslige Dyrevelfærdsmærke og andre mærker, hvis man gerne vil gøre noget godt for dyrevelfærden.

Ved siden af de statslige mærker har dansk landbrug en række frivillige mærkningsordninger, hvor branchen selv fastsætter kriterierne for at anvende dem. Lovgivningen kræver, at frivillig mærkning skal være korrekt og tydelig for forbrugeren, og at den skal kunne dokumenteres.

Det statslige Dyrevelfærdsmærke var ikke en del af kampagnen, idet dette dyrevelfærdsmærke blev kontrolleret ved en særskilt kampagne i april – oktober 2018.

Pressekontakt

Pressevagten
E-mail: presse@fvm.dk
Tlf: +45 20 18 40 52 
(kan ikke modtage SMS)

Jakob Kronborg
Presse- og kommunikationschef
E-mail: jakro@fvm.dk