Nye guides skal hjælpe influencere til at undgå ulovlig markedsføring af fødevarer og foder

26-08-2020

Influencere er nye spillere, når det gælder reklame for fødevarer og foder. Men deres reklamer skal også overholde loven. Fødevareministeren vil med to nye guides gøre det nemmere for influencere og virksomheder at finde rundt i reglerne, så forbrugerne ikke bliver vildledt.

’Ekstra vitamin C er godt mod din forkølelse’, ’Jeg tager altid disse piller, når jeg får mavepine’, ’Gurkemeje er godt for mine led og muskler’. 

Flere og flere bloggere, instagrammere og andre influencere reklamerer for fødevarer og dyrefoder på de sociale medier. Men ikke alle er opmærksomme på, at der er særlige regler, de skal overholde, når de gør det. 

Derfor gør fødevareminister Mogens Jensen det nu nemmere for influencere og de virksomheder, som de samarbejder med, at sætte sig ind i reglerne, inden de lover mere, end de kan holde.

Forbrugerne skal kunne stole på markedsføringen uden at blive vildledt, når de eksempelvis vil gøre noget ekstra godt for dem selv eller deres kæledyr. Derfor har jeg bedt Fødevarestyrelsen om at se på området og finde en løsning, som skal hjælpe influencerne med at holde sig inden for reglerne.

Han understreger, at de nye guides skal ses som en hjælp til influencere og virksomheder, så de ikke uden ond vilje kommer til at bryde reglerne. Fra 2019-2020 har Fødevarestyrelsen givet fire bøder til influencere for ulovlig markedsføring.

Influencerne får typisk produkterne som gave fra virksomhederne. Det er primært virksomhedernes ansvar, at deres markedsføring via influencere overholder reglerne. Men hvis virksomhederne glemmer at fortælle influencerne, hvad de må og ikke må sige om produkterne, så risikerer influencerne at vildlede forbrugerne og reklamere i strid med lovgivningen. 

Virksomhederne bør altid starte med at tage en tæt dialog med influencerne om de produkter, som de vil reklamere for.

Ministeren opfordrer til at tippe Fødevarestyrelsen, hvis man støder på salg af fødevarer og foder, som ser mistænkeligt ud.

Fem gode råd til influencere, som vil markedsføre fødevarer og foder 

1.    Tal om regler og muligheder med virksomheden, du samarbejder med.
2.    Nævn kun ernærings- eller sundhedsegenskaber, hvis de står på produktets emballage.
3.    Pas på med at nævne egne (udokumenterede) erfaringer med produktet, hvis det drejer sig om sundhedseffekter.
4.    Fortæl aldrig om mulige virkninger på sygdom eller sygdomssymptomer.
5.    Husk, at både mundtlig og skriftlig reklame (også hashtags) skal overholde reglerne.  

Fødevarestyrelsen har lavet to guides til markedsføring af fødevarer og foder. Én til virksomheder og én til influencere.

Markedsføring af fødevarer og foder som influencer.

Markedsføring af fødevarer eller foder som virksomhed via influencere.

Pressekontakt

Pressevagten
E-mail: presse@fvm.dk
Tlf: +45 20 18 40 52 
(kan ikke modtage SMS)

Jakob Kronborg
Presse- og kommunikationschef
E-mail: jakro@fvm.dk