Partier er enige om justeringer i sammensætningen af minkkommissioner

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre er blevet enige om justeringer i sammensætningen af erstatnings- og taksationskommissioner og overerstatnings- og taksationskommissioner.

Publiceret 12. april 2024

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) er sammen med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre blevet enige om en række justeringer vedrørende sammensætningen i erstatnings- og taksationskommissionerne og overerstatnings- og taksationskommissionerne, som træffer afgørelser om erstatning og kompensation til minkavler og følgeerhverv.

De nye justeringer afspejler aftalepartiernes fælles ambition om at sikre størst mulig tillid til det set-up for udmåling af erstatninger mv., der er politisk aftalt.

Ændringerne indebærer blandt andet, at personer, som ejer en minkvirksomhed eller en følgeerhvervsvirksomhed, der har ansøgt om nedlukningserstatning, og personer med tilknytning til minkerhvervet, ikke kan deltage som medlem i erstatnings- og taksationskommissionerne eller overerstatnings- og taksationskommissionerne. Kommissionen vil dog fortsat have mulighed for at anmode særligt sagkyndige, herunder personer med tilknytning til minkerhvervet, om bistand til sagens oplysning gennem bl.a. vejledende udtalelser.

Derudover har partierne besluttet, at organisationer bliver bedt om at indstille flere personer til listen, hvorfra kommissionsformanden kan sammensætte kommissionerne i de konkrete sager. Ligesom nye organisationer bliver bedt om at indstille personer.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger:

Der har den seneste tid været rejst spørgsmål til tilliden ved kommissionerne, hvilket vi naturligvis tager alvorligt og nu reagerer på. Derfor er jeg utrolig glad for, at partierne bag aftalerne om minkerstatninger i dag er blevet enige om en række justeringer. Jeg vil gerne takke aftalepartierne for at løfte et stort ansvar i en svær sag. Vi har bl.a. besluttet, at personer med tilknytning til minkerhvervet ikke længere må sidde med. Samlet set skal dagens aftale være med til at styrke tilliden til det set-up for erstatningerne, som vi politisk har aftalt, så minkavlerne får den erstatning, de er berettiget til hurtigst muligt på baggrund af en fair og grundig behandling.

Læs hele forståelsespapiret her.