Ny model fra regeringen skal sikre hurtigere udbetalinger af erstatninger til minkavlere. Modellen, som består af otte tiltag, omfatter bl.a. et fast track for endelige erstatninger og øget forskud.


Fødevareminister Jacob Jensen præsenterede den 28. april 2023 en model for hurtigere udbetaling af erstatninger til minkavlere: Model for hurtigere erstatninger til minkavlere.

Modellen består af i alt otte tiltag:

Faktaark - Tiltag 1: Forhøjelse af forskudsudbetalinger til minkavlere
Faktaark - Tiltag 2: Nyt fast track til hurtigere udbetaling af erstatning
Faktaark - Tiltag 3: Understøttelse af forskudsudbetaling til følgeerhverv
Faktaark - Tiltag 4: Fremrykning af endelige afgørelser for minkavlere uden mink i 2020
Faktaark - Tiltag 5: Øget medarbejderstyrke til Minksekretariatet
Faktaark - Tiltag 6: Effektivisering af nedrivningen af minkfarme
Faktaark - Tiltag 7: Involvering af minkavlere i nedrivning af minkfarme
Faktaark - Titlag 8: Værdisikring af erstatningerne

Et af de centrale tiltag er et fast track, der består af en ny forenklet erstatningsmodel, som giver minkavlere mulighed for at få udbetalt deres endelige erstatninger hurtigere. Ambitionen er, at langt størstedelen af sagerne er afsluttet omkring midten af 2024.

Modellen omfatter også et tiltag til forhøjelse af forskudsudbetalingerne til minkavlere med mink i 2020, så en gennemsnitligt avler går fra at have modtaget ca. 50 pct. af deres samlede erstatning til at kunne få udbetalt ca. 70 pct. På den måde vil en større del af erstatningerne komme hurtigere ud til minkavlerne.

Fakta:

  • Siden september 2022 har meldingen fra Trafikstyrelsen, som stiller sekretariat til rådighed for de uafhængige erstatnings- og taksationskommissioner, været, at de sidste sager om nedlukningserstatning til minkavlere tidligst ville være afsluttet ved udgangen af 2027.
     
  • Der er pr. 20. april 2023 udbetalt i alt ca. 6,7 mia. kroner til minkavlere, heraf:
    • Ca. 3,1 mia. kr. udbetalt i forskud på nedlukningserstatning (acontobetaling)
    • Ca. 3,6 mia. kr. i tempobonus, honorarer mv., lukkeomkostninger og skind- og driftstabserstatning.

  • Den videre proces er, at partierne bag den oprindelige aftale fra 2021 om minkerstatninger skal drøfte regeringens model. Første møde er berammet til den 2. maj 2023. Grundlagene for de 8 tiltag skal etableres, herunder skal der iværksættes proces med ansøgning om statsstøttegodkendelse i EU, udstedelse af bekendtgørelser, vedtagelse af aktstykker mv.