Fødevareminister lancerer udspil: 23 initiativer skal indlede nyt kapitel for dansk dyrevelfærd

Dyrevelfærden skal løftes for både produktionsdyr og for kæledyr. Fødevareminister Jacob Jensen (V) lancerer onsdag udspillet ”Sammen om dyrene”, som med 23 initiativer skal danne grundlag for Danmarks første dyrevelfærdsaftale.

Publiceret 10. januar 2024

Danmark er et foregangsland og er i mange år gået forrest for at sikre dyrevelfærden. Hvis Danmark skal bevare placeringen forrest i feltet, er der ifølge fødevareminister Jacob Jensen (V) behov for en række nye tiltag, der kommer hele vejen rundt og forbedrer dyrevelfærden for både produktionsdyr og kæledyr.

Derfor lancerer ministeren i dag på et pressemøde et samlet dyrevelfærdsudspil med 23 initiativer, der skal skabe bedre dyrevelfærd. Uanset om dyrene indgår i produktion eller på anden måde er i menneskers varetægt. Udspillet vil udgøre et nyt kapitel for dansk dyrevelfærd, da det skal danne grundlag for Danmarks første dyrevelfærdsaftale.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger:

”Dyr skal behandles ordentligt, når de er i menneskers varetægt. Vi har desværre de senere år set eksempler på det modsatte. Derfor er jeg utrolig stolt over, at regeringen i dag kan præsentere et samlet udspil til en aftale, der skal sikre et løft af dyrevelfærden for både dyr i stalde og dyr i hjemmet. Med udspillet vil vi bl.a. undersøge muligheden for at hæve straffen for brud på dyrevelfærdsloven, sætte flere grise og kvæg fri og minimere avl af hunde og andre kæledyr, der i dag bliver bragt til verden med lidelser og sygdomme for resten af livet. Jeg ser frem til at drøfte udspillet med Folketingets partier og håber, at vi i fællesskab kan nå til enighed om en dyrevelfærdsaftale, som vil blive den første af sin slags i Danmark”.

I udspillet indgår forslag, der går på tværs af dyrearter. Og der er både tiltag, der skal løfte velfærden hos produktionsdyr som grise, fjerkræ og kvæg, og tiltag, der er rettet mod kæledyr.

Fødevareministeren har indkaldt Folketingets partier til forhandlinger med henblik på en aftale.

Læs hele udspillet her.

Fakta:

Liste over initiativerne

Kæledyr:

  • Tiltag mod ekstrem avl af kæledyr
  • Præcisering af regler om opbinding af hunde
  • Undersøgelse af forbud mod visse hundehalsbånd

Tværgående forslag:

  • Styrkelse af Det Statslige Dyrevelfærdsmærke
  • Arbejdsgruppe om strengere straffe på dyrevelfærdsområdet
  • Bedre afrapportering af Dyrevelfærdsrapporten
  • Øget og målrettet dyrevelfærdskontrol med kvæg og grise
  • Bedre opgørelsesmetoder for antibiotika for produktionsdyr

Grise:

  • Højere overlevelse for pattegrise
  • Løse søer i farestalde
  • Uddannelseskrav hos medarbejdere i sobesætninger
  • Flere grise med hele haler
  • Overbrusning i grisestalde
  • Bedøvelse forud for kastration af grise
  • Indsats for højere so-overlevelse

Kvæg:

  • Flere løsdriftsstalde og udfasning af bindestalde for kødkvæg
  • Længerevarende smertedækning ved afhorning af kalve

Fjerkræ:

  • Støtteordning til tidligere udfasning af burægproduktion
  • Screening mod brystbensfrakturer hos æglæggende høner
  • Markedsføringsindsats for langsommere voksende kyllinger 
  • Statsligt stop for køb af hurtigt-voksende kyllinger
  • EU-forbud mod hurtigt-voksende kyllinger
  • Fokus på dyrevelfærd i den danske slagtekyllingeproduktion

Yderligere oplysninger:

Presserådgiver Jacob Zacher Poulsen, +45 2184 4412, jazpo@fvm.dk