Problem med mink begravet for tæt på sø skal løses hurtigst muligt 

En del af de mink, der er begravet i et område ved Holstebro, er for tæt på den nærliggende Boutrup Sø. Fødevarestyrelsen er i gang med løsninger. 

Publiceret 24. november 2020

Der er gravet render til aflivede mink for tæt på Boutrup sø i et millitært øvelsesterræn i Holstebro i Vestjylland.

Fødevarestyrelsen er med rådgivning fra Miljøstyrelsen ved at tage hånd om problemet, så søen ikke risikerer at blive forurenet med bl.a. fosfor og kvælstof fra de døde mink.

- Det her skal løses hurtigst muligt, og derfor skal der straks handles på det. Det er en meget beklagelig situation, og det er vigtigt, at der findes den bedst mulige løsning hurtigt, så borgerne i området trygt kan regne med, at vandet i søen er rent. Derudover skal vi drøfte situationen med de lokale myndigheder for at sikre bedst mulig koordination og for at få flest mulige hjerner til at tænke med, siger fødevareminister Rasmus Prehn. 

Forsigtighedshensyn på 300 meter 
I forbindelse med nedgravningen i området fastsatte Miljøstyrelsen af forsigtighedshensyn et afstandskrav til søen på 300 meter.

Dele af nedgravningerne ligger dog under 200 meter fra søen. 

Fødevarestyrelsen afklarer nu med Miljøstyrelsen, hvordan situationen håndteres bedst muligt. Blandt andet ses der på, om der skal etableres drænrør, der sikrer, at den forurende væske opsamles og renses, så den ikke kommer i nærheden af søen.  

- Det er vigtigt at understrege, at det her ikke spreder corona-smitten. Det vi skal sikre er, at søen ikke bliver forurenet med bl.a. kvælstof og fosfor, og det er der en række forskellige løsninger på. I den forbindelse har vi bedt Miljøstyrelsen bidrage i vurderingen af eventuelle risici for vandkvaliteten i søen, siger Fødevarestyrelsens direktør, Nikolaj Veje. 

Ligeledes vil Fødevarestyrelsen gennemføre en VVM-vurdering for at efterse de allerede foretagne faglige vurderinger, kvalificere eventuelle afværgeforanstaltninger og sikre åbenhed i forhold til offentligheden

Miljøstyrelsen har som tilsynsmyndighed allerede besluttet at iværksætte miljøovervågning af søen og en undersøgelse af særligt grundvandet. 

Mere jord i renderne
Der opleves også problemer i samme område med, at døde mink presses op mod jordoverfladen, efter de er gravet ned. 

Renderne er som anbefalet gravet ca. to en halv meter ned med halvanden til to meter jord ovenpå de nedgravede mink. Der vurderes at være tale om et midlertidigt problem knyttet til dyrenes forrådnelsesproces. For at undgå eventuelle problemer for dyr og mennesker vil området være bemandet 24 timer i døgnet, indtil der er opsat hegn rundt om arealet.

Den Nationale Operative Stab, som har koordineret minknedgravningerne, er opmærksom på udfordringerne og der sørges løbende for tildækning af de døde mink. 
 

Yderligere oplysninger:
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Pressetelefon: 2091 5901 
E-mail: presse@mfvm.dk