Presseinvitation: Regeringen præsenterer ny handlingsplan for fødevareklyngens eksport

Hvordan sikrer vi, at fødevareklyngen i en turbulent tid med internationale kriser og ustabile markeder også fremover kan eksportere kvalitetsfødevarer og -løsninger til den grønne omstilling? Det sætter fødevareminister Rasmus Prehn og udenrigsminister Jeppe Kofod ord på fredag d. 9. september kl. 9:00, når regeringen lancerer en ny handlingsplan for fødevareklyngens eksport til de globale markeder. Pressen er velkommen til at deltage.

Publiceret 7. september 2022

Verden er under stor forandring. En kombination af bl.a. Brexit, COVID-19 og krigen i Ukraine har sendt voldsomme rystelser gennem de globale markeder og skabt stor usikkerhed.  Mange lande tænker i højere grad i national selvforsyning, hvilket udfordrer dansk eksport. Det gælder ikke mindst på fødevareområdet. Men det skaber også muligheder. 

Det kalder på en styrket indsats for danske eksportmuligheder i fremtiden. Derfor præsenterer regeringen nu en ny handlingsplan for fødevareklyngens eksport til de globale markeder. Den danske fødevareklynge har nemlig en unik mulighed for at bidrage til at løse de globale udfordringer med effektive, bæredygtige og innovative løsninger. 

Fødevareminister Rasmus Prehn siger:

”Fødevareklyngen leverer både sunde og sikre produkter til hele verden – og det skal de blive ved med på trods af stor usikkerhed på de internationale markeder. For det spiller en vigtig rolle for både vækst og beskæftigelse i Danmark. Derfor ønsker vi fra regeringens side med den her handlingsplan at bringe Danmarks styrkeposition på eksport af fødevarer endnu stærkere i spil til gavn for både fødevareklyngen, dansk vækst og beskæftigelse og grøn omstilling på globalt plan.”

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger:

”Behovet for bæredygtige kvalitetsfødevarer stiger – både på grund af stigende befolkningstilvækst og klimaforandringerne, men også på grund af de stadig flere kriser, der sætter forsyningssikkerheden under pres. Derfor er det vigtigt at bringe danske produkter og løsninger i spil internationalt og aktivt gøre en forskel for den globale grønne omstilling. Vi tror på, at vi fra dansk side kan skabe bæredygtige løsninger til gavn for danske arbejdspladser, og på samme tid bidrage til at løse de store udfordringer ude i verden.”

Praktisk: 
Fredag d. 9. september 2022 kl. 9.00-10.45 lancerer regeringen sin eksporthandlingsplan for fødevareklyngen på Carlsberg Museum på adressen: Valby Langgade 1, 2500 København. 
Pressen er velkommen til at deltage.

Pressekontakt: 
Journalister kan tilmelde sig ved at kontakte presserådgiver Ditte-Marie Rye på dijen@fvm.dk.

Program: 
Velkomst 
Lise Walbom, CEO, Food Nation 

Vejen til øget eksport i en tid med turbulens og usikkerhed? 
Frank Øland, Chefstrateg, Danske Bank 

Lancering af regeringens eksporthandlingsplan for fødevareklyngen
Jeppe Kofod, Udenrigsminister 
Rasmus Prehn, Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 

De næste skridt for dansk fødevareksport - perspektiver fra erhvervet 
Tina Sejersgård Fanø, Vicedirektør, Novozymes 
Simon Stevens, Executive Vice President, International, Arla Foods 
Cees ’t Hart, CEO, Carlsberg 
Jais Valeur, CEO, Danish Crown 

Det globale perspektiv på fødevareklyngens fremtidige eksport 
Susanne Hyldelund, Danmarks ambassadør i Tyskland 

Next step med regeringens eksporthandlingsplan for fødevareklyngen

Fakta: 

  • Fødevareklyngens virksomheder eksporterede i 2021 for ca. 173 mia. kr. svarende til ca. 22 pct. af Danmarks samlede vareeksport.
     
  • 125.000 personer var beskæftiget i fødevareklyngens virksomheder i 2021.
     
  • Regeringen har bl.a. med Eksportpakkerne og Erhvervs- og sommerpakken fra 2021 afsat midler til en styrket eksportindsats for fødevareklyngen – både i Danmark og på eksportmarkederne.
     
  • Med ”Handlingsplan for fødevareklyngens eksport” ønsker regeringen at sætte en klar retning for den styrkede indsats i tæt samarbejde med fødevareklyngen og eksportvirksomhederne.