Østersøfiskere modtager million-kompensation

Fiskeristyrelsen har færdigbehandlet alle ansøgninger og er klar til at udbetale kompensation til østersøfiskerne, der er ramt af nedgang i kvoterne

Publiceret 3. november 2020

Kvoterne på både sild og torsk blev på baggrund af den biologiske rådgivning reduceret markant i 2020. Derfor åbnede minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogen Jensen, i juni en kompensationsordning for fiskere i Østersøen. Fiskeristyrelsen har nu færdigbehandlet alle de modtagne ansøgninger om kompensation, og fiskerne i Østersøen vil derfor snarest få udbetalt pengene.

- Fiskeriet i Østersøen er presset på grund af lave kvoter på torsk og sild. Jeg er derfor glad for, at fiskerne nu modtager de penge, som jeg sammen med et bredt flertal af Folketingets partier fik afsat i starten af året, siger Mogens Jensen. 

Det var regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier, der i februar afsatte 10 mio. kr. til en støtteordning for fiskerne i Østersøen, som betyder, at fiskerne har kunnet få op til ca. 223.000 kr. i kompensation. Baggrunden var, at kvoterne for torsk blev reduceret med 60 og 92 pct. i hhv. den vestlige og østlige Østersø ift. fiskerimulighederne i 2019. Sildekvoterne blev ligeledes reduceret med 65 pct. i den vestlige Østersø på baggrund af den biologiske rådgivning fra ICES.

- Formålet med ordningen har været at komme med en håndsrækning til de fiskere i Østersøen, der er mest afhængige af torske- og sildefiskeriet, og som derfor er hårdt ramt af nedgangen i fiskerimulighederne. Støtteordningen hjælper fiskerne igennem lige nu og her, men det er klart, at vi samtidig ser på, hvordan vi kan fremtidssikre fiskeriet i Østersøen, ved at se på fx fiskeri efter nye arter, pointerer Mogens Jensen. 

Der er ca. 120 fiskere, der har søgt om kompensation under ordningen. 

FAKTA: 
• Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier, afsatte i februar 10 mio. kr. til en støtteordning for fiskerne i Østersøen.
• Aktive fiskere, der havde licens til torsk eller sild i Østersøen pr. 1. januar 2020, eller aktive fiskere, der har landet torsk eller sild i perioden 2017-2019, og som i væsentlig grad er afhængig af fiskeriet i Østersøen, har kunnet søge støtteordningen. 
• Under ordningen kan hver fisker maksimalt modtage 223.500 kr.

Yderligere oplysninger:
Presserådgiver Morten Kaus
Miljø- og Fødevareministeriet
Tlf.: 21 26 29 37
E-mail: mkaus@mfvm.dk