Ny alvorlig kritik af Landbrugsstyrelsen

Rigsrevisionen retter i en ny beretning skarp kritik af Landbrugsstyrelsens forvaltning af sager med indikation på svig.

Publiceret 21. marts 2022

Statsrevisorerne har i dag behandlet Rigsrevisionens beretning om Landbrugsstyrelsens forvaltning af tilskud med kvalificeret indikation på svig. 

Kritikken fra Rigsrevisionen kommer efter, at Rigsrevisionen i efteråret 2021 modtog en anonym henvendelse om, at Landbrugsstyrelsen bevidst havde tilbageholdt oplysninger for Rigsrevisionen i forbindelse med en tidligere beretningsundersøgelse om Landbrugsstyrelsens forvaltning af tilskud til landbrugere. 

Rigsrevisionen konkluderer i den nye beretning bl.a., at Landbrugsstyrelsens forvaltning af tilskudssager har været mangelfuld, og at Landbrugsstyrelsen ikke har fulgt Kammeradvokatens indstillinger. Rigsrevisionen konkluderer herudover, at Landbrugsstyrelsen har forbrudt sig mod rigsrevisorloven ved ikke at have sikret, at der rettidigt blev udleveret fuldstændige oplysninger til Rigsrevisionen. 

Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, udtaler:

”Det er en ny alvorlig kritik af Landbrugsstyrelsen. Den bekræfter behovet for den oprydningsplan på syv punkter, som jeg iværksatte i foråret 2021, og udskiftningen af styrelsesdirektøren, efter Rigsrevisionens daværende kritik af Landbrugsstyrelsens tilskudsforvaltning. Landbrugsstyrelsen har allerede rykket sig for at sikre ordentlig forvaltning. Den nye ledelse har bl.a. taget initiativ til at oprette en enhed målrettet behandling af svigsager og generelt styrke det juridiske fagmiljø i styrelsen. Det er fornuftige tiltag, som nu skal have tid til at virke og få effekt”.

Fødevareministerens syvpunktsplan: 

  • Fremadrettet kontrol af landbrugeres bagvedliggende ejerforhold 
    Der skal udføres kontrol med bagvedliggende ejerforhold på alle tilskudsordninger, hvor der er risiko for omgåelse som følge af manglende kontrol af opsplitning af bedrifter. Landbrugsstyrelsen skal hurtigst muligt udvikle en effektiv kontrolmodel.
     
  • Bagudrettet systematisk gennemgang af bedrifter med risiko for omgåelse
    Der skal foretages en systematisk gennemgang af landbrugsbedrifter, hvor der er risiko for omgåelse som følge af manglende kontrol af opsplitning af bedrifter. Gennemgangen skal omfatte alle sager, hvor det er muligt at rejse tilbagebetalingskrav.
     
  • Faktuel udredning af konkret problematisk sagsforløb
    Udredningen skal gennemgå det faktiske forløb i sagen set ud fra et juridisk perspektiv. Udredningen skal herunder forholde sig til, om der er tilsidesat regler eller almindelige forvaltningsretlige principper i forbindelse med myndighedernes behandling af de fire sager. På den baggrund kan der tages nærmere stilling til grundlaget for eventuelt at søge at drage enkeltpersoner til ansvar.
     
  • Ekstern analyse af Landbrugsstyrelsens væsentligste opgaver
    Der skal foretages en ekstern analyse af Landbrugsstyrelsens væsentligste opgaver, herunder udbetaling af mange milliarder kroner årligt samt arbejdet med at sætte rammerne for landbrugserhvervet gennem regulering. Svagheder og risici skal identificeres, og fremadrettede løsninger på problemerne skal udpeges.
     
  • Styrkelse af departementets tilsyn med hele ministerområdet
    Der skal igangsættes en markant styrkelse af det departementale tilsyn. Der skal oprettes et tilsynskontor i departementet og udarbejdes en styrket tilsynsplan. Derudover skal departementets dialog med Rigsrevisionen fortsat styrkes væsentligt.
     
  • Eftersyn af andre risikoområder under ministeriet
    Den gode forvaltning skal ikke kun sikres på landbrugsområdet. Alle områder skal kigges efter i sømmene. Der skal derfor også igangsættes et serviceeftersyn af andre væsentlige opgaveområder under Fødevareministeriet. Der skal skabes et overblik over problemer og risici samt mulige løsninger på hele ministerområdet.
     
  • Yderligere styrkelse af indsats for god forvaltningskultur
    Der er med fødevareministerens 10-punkts plan igangsat en indsats for at sikre god forvaltningskultur i Fødevareministeriet. Indsatsen skal styrkes yderligere. Den eksisterende plan bliver fulgt op af en række konkrete, der har til formål, at fremme opmærksomheden på den gode forvaltningskultur på hele ministerområdet.

Yderligere oplysninger:
Spørgsmål kan rettes til Fødevareministeriets pressevagt, der kan kontaktes på presse@fvm.dk eller +45 2018 4052 (kan ikke modtage SMS).