EU-kompromis sikrer klarhed om kvoter frem til august
Det er for nylig lykkes at lande fiskeriaftaler mellem EU, Norge og Storbritannien og mellem EU og Norge om de fælles bestande. Men selvom der er fremdrift i forhandlingerne, udestår der fortsat en aftale om kvoterne for de bestande, som Storbritannien og EU er fælles om. Derfor er EU's fiskeriministre i dag blevet enige om at fastsætte kvoterne for EU's fiskere til og med 31. juli, så der fortsat kan fiskes, mens der arbejdes hårdt på at få en aftale på plads med Storbritannien. Kvoterne fastsættes som udgangspunkt på et niveau, der svarer til 7/12 af den forventede endelige kvote, idet der dog vil blive taget højde for sæsonbetonede fiskerier. Det skyldes, at kvoterne er gyldige for årets første 7 måneder. For tobis og sperling fastsættes kvoteniveauet allerede nu til 100 pct. af det niveau, som den videnskabelige rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) tilsiger. Fiskeriet efter tobis vil således kunne begynde 1. april og hele årets kvote vil kunne udnyttes, hvilket har været en stor prioritet for Danmark, som har 96% af EU's kvote.
De midlertidige kvoter blev allerede fastlagt for årets første 3 måneder i EU-aftalen mellem fiskeriministre kort før jul. Det er denne aftale, som dagens beslutning lægger sig i kølvandet af. Dagens aftale skal nu formaliseres, så fiskeriet efter bl.a. tobis kan begynde fra 1. april. Yderligere oplysninger:Fødevareministeriets pressetelefon: 2018 4052 |