Danske erfaringer kan bruges til EU-dyrevelfærdsmærke

Med stramme corona-forholdsregler mødes EU’s fødevareministre for blandt andet at drøfte et fælles europæisk dyrevelfærdsmærke. Fødevareminister Mogens Jensen er glad for fokus på at højne dyrevelfærden i EU og vil arbejde for, at man bruger erfaringerne fra det danske dyrevelfærdsmærke som grundlag.

Publiceret 31. august 2020

Kommissionen har med offentliggørelsen af jord-til-bord strategien i maj 2020 sat fokus på at højne dyrevelfærden i EU. Ét af initiativerne er blandt andet, at Kommissionen vil overveje, hvordan man kan indføre et fælles europæisk dyrevelfærdsmærke. Det er den bold, som det tyske formandskab har grebet og sat på dagsordenen for det uformelle møde mellem EU’s fødevareministre i Koblenz den 30. august til 1. september. 

- Danmark var det første land i EU, der etablerede et statsligt dyrevelfærdsmærke. Derfor har vi gjort nogle os vigtige erfaringer, og dem ser jeg frem til at dele med kollegerne, så vi får en fælles EU-ramme for et dyrevelfærdsmærke. Det er en vigtig drivkraft for at få et højere niveau af dyrevelfærd i hele EU, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Danmark etablerede som det første land i EU et statsligt kontrolleret dyrevelfærdsmærke i 2017. Dyrevelfærdsmærket der i første omgang omfattede kød fra gris findes i dag på slagtekyllinger, kalve- og oksekød samt mælk og mejeriprodukter og forarbejdede produkter heraf. Danskerne har taget godt imod mærket og undersøgelser viser, at en stor andel af danskerne kender til mærket og har tillid til det. 

Forbrugerundersøgelser viser, at 94 % af europæerne finder dyrevelfærd vigtigt. Netop dette gør det ifølge fødevareminister Mogens Jensen oplagt at se på at etablere et fælles EU-dyrevelfærdsmærke som en motor for bedre dyrevelfærd i hele EU.

- Efter tre år producerer omkring 1000 ambitiøse danske landmænd nu under dyrevelfærdsmærket. Vi har fået skabt en ordning, som landbruget og detailhandlen bakker op om. Derfor er det også vigtigt, at vi på EU-niveau arbejder videre med en tilgang baseret på partnerskaber og frivillighed. Og så skal vi have nogle klare og ambitiøse kriterier, der betyder, at mærket selvfølgelig kun går til dem, der yder en ekstra indsats ud over minimumsreguleringen på dyrevelfærdsområdet, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Handling hurtigst muligt
Kommissionen har initiativretten i forhold til nye EU-forslag, men har endnu ikke fastlagt en tidsplan for et forslag om et EU-dyrevelfærdsmærke. Kommissionen har annonceret, at et forslag om en generel opdatering af dyrevelfærdsreguleringen i EU ventes i slutningen af 2023. Fra dansk side skubber fødevareministeren på for, at der sker noget hurtigst muligt.

- Det er positivt, at Kommissionen med jord-til-bordstrategien sætter fokus på dyrevelfærd. Jeg ser dog gerne, at der kommer et forslag fra Kommissionen hurtigst muligt. Det gælder både for nye regler om dyrevelfærd og et EU-dyrevelfærdsmærke, siger fødevareminister Mogens Jensen.

Tyskland har i 2. halvår af 2020 EU-formandskabet, og den tyske fødevareminister Julia Klöckner er derfor vært for et uformelt ministermøde i Koblenz, hvor dyrevelfærd er et af de centrale emner på dagsordenen. 

Yderligere oplysninger:
Pressechef Bjarke Kamstrup, e-mail: bjkam@mfvm.dk, tlf.: 24526956