Dansk gastronomi får løft fra regeringen

Regeringen afsætter 40 mio. kr. over en fire-årig periode på finanslovsforslag 2019 med det formål at fremme Danmarks position som et globalt centrum for gastronomi.

Publiceret 26. august 2018

Regeringen afsætter 40 mio. kr. over en 4-årig periode på finanslovsforslag 2019 med det formål at fremme Danmarks position som et globalt centrum for gastronomi.

Dansk gastronomi har blomstret over de seneste 15 år. Denne udvikling har ikke blot sat sit præg på den gastronomiske scene i form af stjerneregn af Michelinstjerner til danske restauranter, men også på fødevareproduktionen i Danmark generelt.

Disse nye trends stimulerer forbrugernes interesse og giver incitament for fødevareproducenter og landmænd til at forædle og raffinere deres produktion. Samtidig er de gode madoplevelser et vigtigt trækplaster i forhold til at tiltrække turister til hele Danmark. Der er således et stort potentiale for Danmark i at styrke den gastronomiske profil.
Regeringen vil nu afsætte 40 mio. kr. over en fire-årig periode på, at vi i Danmark skal blive endnu bedre til at udnytte og formidle styrkerne i dansk gastronomi.

- Det er rigtig flot at se, hvad danske kokke har gjort for at sætte Danmark på det gastronomiske verdenskort inden for de seneste 15 år. Det er lykkedes at skabe os en identitet som et land i den gastronomiske superliga, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter.

- Som regering vil vi gerne være med til at anerkende denne indsats, og derfor vil vi gerne styrke indsatsen for at gøre dansk gastronomi mere interessant både i Danmark og i udlandet.  Gastronomien kan være med til at skabe arbejdspladser i Danmark igennem både turisme – og fødevareerhvervet. Det er en udvikling, som kommer alle danskere til gode.

Regeringen vil igangsætte initiativer, der skal se på, hvordan gastronomi kan være med til at løse udfordringer i forhold til sundhed, madspild og bæredygtig fødevareproduktion. Et af initiativerne er etableringen af et gastronomiakademi, som skal stimulere nye talenter til innovation og samarbejde samt være et sted, hvor etablerede kræfter søger ny viden. På den måde skal akademiet være med til sikre, at den gastronomiske scene i Danmark fortsat udvikles, og at den globale profilering af Danmark som gastronomiland styrkes. 

Dette kan medføre øgede eksport- og turismeindtægter samt jobs i hele Danmark. Initiativerne skal bidrage til den gastronomiske historiefortælling om Danmark i forbindelse med eksportfremstød i udlandet, hvor fødevarefremstød allerede et prioriteret område. 

- Vi ved blandt andet, at mere end 40 procent af de udenlandske turister fremhæver gode danske spisesteder som én af årsagerne til at vælge lige præcis Danmark som rejsemål. Så en styrkelse af dansk gastronomi er noget, der i dén grad også vil være med til at styrke Danmark som turistdestination i forhold til de knap 10 procent af turisterne, der har finere gastronomi som deres primære motivation for at vælge feriemål, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.

 

Baggrund:
I februar 2018 fremsatte ekspertpanelet Team Gastro, der bestod af 19 personer inden for restaurations- og fødevarebranchen, anbefalinger til regeringen.  Du kan læse mere om dem her: 
http://mfvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/team-gastro-afleverer-ti-anbefalinger-til-regeringen/

 

Yderligere oplysninger:
Miljø- og Fødevareministeriet, pressesekretær Ming Ou Lü, 2077 0459, minol@mfvm.dk

Erhvervsministeriet, presserådgiver Ditte Vibe Petersen, 9133 7097, divipe@em.dk