Danmark kickstarter arbejdet frem mod det første FN-topmøde om fødevaresystemer

H.K.H. Kronprinsen holder åbningstalen, når Danmark 15. og 16. april 2021 er vært ved fødevaretopmødet World Food Summit 2021, der kickstarter arbejdet frem mod det første FN-topmøde om fremtidens fødevaresystemer.

Publiceret 14. april 2021

Industriens Hus i København danner rammen om åbningen, når arbejdet frem mod FNs første topmøde om fremtidens fødevaresystemer accelereres yderligere torsdag 15. april. Her er fødevareminister Rasmus Prehn vært ved det internationale topmøde World Food Summit, hvor over 300 deltagere fra hele verden logger på, da topmødet i år er virtuelt.


- Verden står over for en række massive udfordringer i forhold til at sikre balance mellem tilstrækkeligt med sunde og sikre fødevarer til en befolkning, der stadigt vokser. Og samtidig skal vi sikre, at fødevareproduktionen sker i balance med klodens ressourcer, siger fødevareminister Rasmus Prehn.

World Food Summit 2021 forløber over to dage med oplæg og workshops om topmødets fire centrale temaer: ’Madspild’, ’Sunde og bæredygtige fødevarer’, ’Antibiotikaresistens’ og ’Afskovning’. Udfordringer, hvor dansk landbrug, fødevareindustri og forskning på flere stræk har styrkepositioner.

Det er femte gang, Danmark er vært ved World Food Summit. Konklusionerne fra de to dages topmøde tager fødevareministeren med til det første FN-fødevaretopmøde om fremtidens bæredygtige fødevaresystemer ”UN Food Systems Summit 2021”. Her vil de indgå i den danske delegations indspil til topmødet i New York i september. 

Blandt oplægsholderne til det danskafholdte topmøde er blandt andre Dr. Agnes Kalibata, der står i spidsen for FNs fødevaretopmøde. Topmødets ordstyrer er Brent Loken fra Verdensnaturfonden, WWF. Inden topmødet samler fødevareministeren en række udenlandske ministerkolleger til et ministermøde, hvor de bekræfter og betoner vigtigheden af at samarbejde om topmødets fire fokusområder. 

Fakta: 
World Food Summit 2021 finder sted 15. og 16. april 2021 i Industriens Hus, H. C. Andersens Boulevard 18, 1553 København. Deltagere logger på virtuelt.

World Food Summit som virtuelt topmøde 15. april kl. 13.00-15.00 med åbningstale ved H.K.H. Kronprinsen. 

Ministermøde med fødevareministre 15. april kl. 11.30-12.30. 

I ugerne omkring topmødedagene afholdes en længere række side-events inden for topmødets fire fokusområder. Mere information herom på topmødets hjemmeside. 

Pressen kan deltage i topmødet virtuelt ved henvendelse på WFS@fvst.dk

Øvrige pressehenvendelser, herunder pressetilmelding til åbning i Industriens Hus, til Erik Jepsen på ejep@fvst.dk

Yderligere oplysninger:
Fødevareministeriets pressetelefon: +45 2018 4052