Cirkuselefanterne kan gå på pension

Regeringen og Dansk Folkeparti har fundet penge på finansloven til, at cirkuselefanterne i Danmark kan trække sig fra cirkuslivet.

Publiceret 1. december 2018

Der er nu fundet penge på finansloven til, at de fire elefanter i danske cirkus kan gå på velfortjent pension. I dag kan elefanter stadigvæk optræde i danske cirkus, men dét er tiden efterhånden løbet fra, mener et enigt Folketing. Pengene på finansloven for 2019 betyder, at der er banet vej for en politisk aftale mod vilde dyr i danske cirkus.

- Tiden er løbet fra, at vilde dyr optræder for mennesker. Vi vil i dag hellere se de vilde dyr i mere naturlige omgivelser frem for i en manege, hvor de optræder i strid med deres naturlige adfærd, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Det er afgørende, at der bliver taget hånd om dyrene, når der indføres et forbud mod vilde dyr i cirkus – og at deres levevilkår ikke bliver forringet. Nu er pengene fundet til, at staten kan tilbyde at købe elefanterne, så de kan nyde deres otium.

- Vi har et ansvar som politikere for, at der bliver taget hånd om de dyr, der lever i danske cirkus på nuværende tidspunkt. Det er derfor dejligt, at der på finansloven nu er afsat penge til, at vi sikrer gode leveforhold for cirkuselefanterne, som nu bliver pensioneret, siger dyrevelfærdsordfører Karina Due (DF).

Der er fundet syv mio. kroner på finansloven til at sikre, at elefanterne i cirkus kan blive frikøbt og doneret til danske ejere, som kan tage hånd om de store dyr i trygge rammer. Zebraerne og søløverne vil efter et forbud mod vilde dyr i cirkus også blive udfaset af cirkusforestillinger i Danmark.
 

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jonatan Lykke-Olesen, Miljø- og Fødevareministeriet, 9359 7082, jolyk@mfvm.dk 
Karina Due, dyrevelfærdsordfører, Dansk Folkeparti, tlf.: 6162 4508, e-mail: karina.due@ft.dk