Hvordan får vi mest muligt ud af vores kartofler og korn samtidig med, at klima- og miljøbelastningen fra landbruget reduceres? Og hvordan håndterer vi stigende pres fra sygdomme, tørke og oversvømmelse som følge af klimaforandringerne?
Den slags spørgsmål skal en historisk stor forskningsbevilling nu hjælpe med at finde svar på.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) udmønter således 200 mio. kr. til forskning i planteforædling over de næste fire år. Midlerne er tildelt fra forskningsreserven 2026.
Det sker, netop efter der er indgået en aftale om brugen af nye genomteknikker (NGT) under det danske EU-formandskab, der giver endnu flere muligheder inden for planteforædling.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
Landbruget står midt i store forandringer, og skal vi være på forkant med dem, er der brug for, at vi investerer klogt. Med et historisk løft af forskningen understøtter vi udviklingen af robuste afgrøder, der kan modstå klimaforandringer, mindske behovet for pesticider og samtidig styrke landbrugets konkurrenceevne. Det er en direkte opfølgning på aftalen om nye genomteknikker fra det danske EU-formandskab – og et klart signal om, at planteforædling spiller en nøglerolle i fremtidens landbrug og i den grønne omstilling.