Åbning af støtteordning letter produktionen af dansk frugt og grønt i fremtiden

06-02-2026

Danske gartnerier kan nu søge støtte til kompensation for udgifter som følge af indførelsen af CO₂-afgiften på industrien. Det sker, fordi den nye støtteordning målrettet produktion af dansk frugt og grønt åbner for ansøgninger.

Danmark har en stolt tradition for at producere gode og sunde fødevarer, frugt og grønt. Men stigende energiudgifter og CO₂-afgiften har lagt et pres på danske gartnerier.

Derfor er der behov for politiske initiativer, der kan bidrage til at sikre branchens konkurrenceevne og fremtid.

Og nu åbner minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) en økonomisk støtteordning, der skal bane vejen for dansk frugt og grønt i fremtiden.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:

Høje omkostninger og en ny CO2-afgift lægger et pres på danske gartnerier. Det er afgørende, at forbrugerne også i fremtiden kan vælge dansk frugt og grønt i butikkerne -specielt i en tid med høje priser og usikkerhed om vores fødevareforsyning. Nu får gartnerierne en bedre mulighed for at håndtere udfordringerne, og det kommer også de danske forbrugere til gavn.

Partierne bag ’Aftale om Grøn skattereform for industri mv.’ afsatte 163,8 mio. kr. (2026-priser) til målrettet støtte til gartnerierne. Og med aftale om ’målrettet støtte til gartnerier’ blev der fastsat en samlet model for udmøntning af støtten. Der er afsat 60,9 mio. kr. til en de minimis-støtteordning, som kan søges ad to omgange. Første runde åbner for ansøgninger mandag den 9. februar 2026.

Fakta

  • Gartnerierne får mulighed for at søge en de minimis-støtteordning som kompensation for stigende omkostninger forbundet med CO2-afgiften.
  • Der er afsat samlet 60,9 mio. kr. til de minimis-støtte.
  • I 2026 kan der søges for ca. 30,5 mio. kr., og i 2029 kan der søges for ca. 30,5 mio. kr.
  • Ordningen åbner for ansøgninger til første runde mandag den 9. februar 2026.
  • Læs mere hos Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri for mere fakta om ordningen.

Pressekontakt

Pressevagten
E-mail: presse@fvm.dk
Tlf: +45 20 18 40 52 
(kan ikke modtage SMS)

Jakob Kronborg
Presse- og kommunikationschef
E-mail: jakro@fvm.dk