Danmarks klima- og fødevarepolitik vækker interesse langt ud over landets grænser.
Det skyldes bl.a., at den danske fødevareklynge i årevis har haft et stærkt fokus på bæredygtige løsninger, og med aftalen Et Grønt Danmark – forhandlet gennem Den Grønne Trepart – har Danmark yderligere markeret sig som et grønt forbillede i international sammenhæng.
Med det afsæt deltager minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) ved COP30.
Her vil han bl.a. dele danske erfaringer fra den grønne trepartsaftale, ligesom ministeren på topmødet ønsker at sætte fokus på fremtidens fødevareproduktion og bæredygtige løsninger, der fremmer den grønne omstilling globalt.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
Det er ikke tilfældigt, at mange af verdens lande begynder at kigge Danmark over skulderen, når de skal finde inspiration til en ambitiøs klima- og fødevarepolitik. Vi har i mange år arbejdet for at gøre vores fødevareproduktion mere bæredygtig på en måde, hvor hensynet til miljø og klima går hånd i hånd med et konkurrencedygtigt erhverv. Den grønne trepartsaftale er et rigtig godt eksempel på, hvordan et stærkt samarbejde kan skabe robuste fælles løsninger i den grønne omstilling. Dén danske tilgang er jeg stolt af, og jeg ser frem til at drøfte det med mine internationale kolleger i Brasilien.
Ministeren deltager ved COP30 fra den 10. til 12. november.