Verdensklasse på menuen: Danmark får 52 Michelin-stjerner

16-06-2025

Den nye udgave af den Nordiske Michelin Guide er netop blevet offentliggjort og med flotte 52 stjerner fordelt på 38 restauranter cementerer Danmark sin gastronomiske styrkeposition.

Anneberg Kulturpark i Odsherred dannede mandag aften rammerne om uddelingen af de nordiske Michelin-stjerner.

Her blev det slået fast, at dansk gastronomi fortsat hører til i verdenstoppen. I alt 38 restauranter spredt over Jylland, Fyn og Sjælland samt Færøerne blev således hædret med sammenlagt 52 Michelin-stjerner.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:

De 52 stjerner er en kæmpe cadeau til de mange dygtige kokke og fødevareproducenter, der igen og igen løfter dansk gastronomi til nye højder. At uddelingen så oven i købet finder sted i Danmark, og at det er første gang uddelingen finder sted uden for en storby, gør det hele lidt ekstra særligt. Vi er et geografisk lille land, men gastronomisk en af sværvægterne. Det skyldes ikke mindst den kreativitet og nytænkning, der præger branchen, og det tætte samarbejde på tværs af fødevarekæden. Det er en hyldest af hele fødevareklyngen fra landmanden til stjernekokkene. Samtidig er jeg enormt stolt over, at Michelin-stjernerne fordeler sig bredt over hele Danmark. Det understreger, at gastronomien lever og udvikler sig i både by og land.

Fakta

  • I alt har 38 restauranter i Danmark modtaget Michelin-stjerner.
  • På Sjælland findes 22 af de stjernemodtagende restauranter, mens Jylland har 13, Fyn har 1, Bornholm har 1, og Færøerne har 1.
  • I 2026 skal Michelin-stjernernes uddeles i Tivoli i København.

Pressekontakt

Pressevagten
E-mail: presse@fvm.dk
Tlf: +45 20 18 40 52 
(kan ikke modtage SMS)

Jakob Kronborg
Presse- og kommunikationschef
E-mail: jakro@fvm.dk