Nu bliver der sat en stopper for avl af hunde, der giver dyrene vejrtrækningsproblemer, dårlige hofter og albuer, rygproblemer eller dårligt hjerte.
Den 1. juli 2025 træder nye regler for, hvornår man må avle på kæledyr, og hvornår man ikke må, i kraft.
Tiltaget udspringer af Danmarks første dyrevelfærdsaftale, som fødevareminister Jacob Jensen (V) indgik i februar 2024 med et bredt flertal af partier i Folketinget.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):
Alt for længe har vi avlet hunde med fokus på mode og udseende i stedet for sundhed. Det er ganske enkelt uacceptabelt. Jeg er glad for, at vi nu tager ansvar og sætter en stopper for det De nye regler sørger for, at de kommende generationer af hunde er sundere end de forrige. Det er jeg stolt af.
Reglerne indebærer blandt andet, at visse hunderacer skal gennemgå sundhedsundersøgelser, før de kan indgå i avl. Det gælder særligt hunde med træk, der øger risikoen for alvorlige helbredsproblemer – som f.eks. korte snuder, for små kranier eller medfødte hjertelidelser.
Bekendtgørelsen, som fastsætter reglerne, har netop været i høring. Og den træder i kraft den 1. juli 2025.
Læs hele bekendtgørelsen.