Det danske formandskab sikrer aftale om fiskekvoter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat samt Middelhavet og Sortehavet for 2026

13-12-2025

Det danske formandskab er natten til lørdag lykkedes med at lande en bred aftale blandt EU-landene om fiskekvoterne for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat samt Middelhavet og Sortehavet i 2026.

Fiskekvoterne for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat samt Middelhavet og Sortehavet i 2026 er faldet på plads efter lange forhandlinger mellem EU-landene med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i spidsen.

Den videnskabelige rådgivning giver bedre muligheder for fiskeri på nogle bestande, mens andre bestande fortsat er under pres. Med aftalen får danske fiskere mulighed for at fange flere jomfruhummere og pighvar i Nordsøen. Der indføres også en række nye tiltag, der skal beskytte torsken særligt i den sydlige Nordsø.

Aftalen inkorporerer også den bilaterale aftale med Storbritannien og den trilaterale aftale med Norge og Storbritannien, som EU har fået på plads forinden rådsmødet. Det inkluderer blandt andet en langsigtet forvaltningsplan for sild, som betyder stabilitet og sikkerhed for fiskeriet.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
"Det har ikke været nemme forhandlinger, da der er rigtig mange hensyn, som skal balanceres. Nogle bestande har det godt, mens andre er mere pressede. Jeg er derfor også rigtig glad for, at vi har landet et kompromis med bred opbakning blandt medlemslandene, så fiskerne har det fulde overblik over, hvad de kan fiske i 2026. Jeg mener, at vi er endt på et kompromis, som sikrer balancerne mellem den biologiske rådgivning og samtidig sørger for de bedst mulige rammer for et bæredygtigt fiskeri i fremtiden”.

Aftalen giver fiskerne et rettidigt overblik over, hvad de kan fiske i 2026. Det betyder, at fiskerne kan gå i gang med at planlægge fiskeriet i det kommende år.

Fakta

Væsentlige resultater – fiskerimuligheder 2026

  • Der er enighed om EU’s fiskeriaftaler med henholdsvis Storbritannien og Norge og med Storbritannien, så der er klarhed over kvoterne fra årets begyndelse. Den bilaterale aftale mellem EU og Norge er også færdigforhandlet, men der udestår den endelige underskrift af aftalen. Her er der derfor fastsat foreløbige kvoter.
  • Kvoten for torsk i Nordsøen reduceres med 44 pct., og der indføres tiltag for at beskytte særligt den sydlige torskebestand.
  • Kvoten for tunge i Skagerrak, Kattegat og vestlig Østersø fastsættes som en bifangstkvote og reduceres med 44 pct. Der fastsættes også redskabsregler, der skal reducere fangsten af tunge.
  • Der er fastsat foreløbige kvoter for makrel, så det danske makrelfiskeri kan begynde fra årets start.
  • Kvoten for sej i Nordsøen reduceres med 26 pct.
  • Kvoten for atlanto-skandinavisk sild stiger med 33 pct.
  • For ål videreføres de nuværende foranstaltningerne uændret. Der vil således være en lukkeperiode på seks måneder i ålens vandringsperiode.

Pressekontakt

Pressevagten
E-mail: presse@fvm.dk
Tlf: +45 20 18 40 52 
(kan ikke modtage SMS)

Jakob Kronborg
Presse- og kommunikationschef
E-mail: jakro@fvm.dk