Fødevareminister sparer erhvervslivet for omkring 50 mio. kr. i årlige udgifter

21-08-2025

I januar 2025 satte fødevareminister Jacob Jensen (V) gang i en analyse af, hvordan erhvervslivet kan få mere stabile rammer ift. gebyrer. På baggrund af analysens resultater har ministeren besluttet at levere gebyrbesparelser for omkring 50 mio. kr. årligt. Endvidere satte ministeren gebyrstigninger for 33 mio. kr. på pause ved årsskiftet mellem 2024 og 2025. Stigningerne undgås nu fremadrettet, da der er fundet andre løsninger.

På området for fødevarer, landbrug og fiskeri har antallet af gebyrer og gebyrtaksterne traditionelt været stigende og præget af store variationer fra år til år. Det kan skabe uklarhed, utryghed og mistillid hos de erhvervsdrivende.

Den tradition har fødevareminister Jacob Jensen (V) sat sig for at gøre op med. I januar igangsatte ministeren en analyse af ministerområdets gebyrordninger, og den analyse er nu færdig.

Ministeren har på baggrund af analysen besluttet, at der samlet skal leveres gebyrbesparelser for omkring 50 mio. kr. årligt i forhold til niveauet i 2023.  Dermed fjernes godt 10 procent af det samlede gebyrtryk. Størstedelen af besparelserne forventes at være indfaset inden udgangen af 2026, mens de samlede besparelserne forventes at være fuldt indfaset i 2029.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger:
”I en tid med stigende fødevarepriser og generel fødevareusikkerhed er det helt afgørende, at vores fødevarevirksomheder har de bedst mulige betingelser. Gebyrerne for bl.a. fødevareproducenter har traditionelt set været stigende, og gebyrtaksterne har samtidigt været ret ustabile. Den kedelige tradition har skabt usikkerhed og kan have hæmmet vækst og potentielt også en betydning for fødevarepriser. For mig er står det ganske klart – vi skal have et gennemsigtigt og stabilt gebyrsystem. Jeg er derfor glad for, at jeg samlet set kan fjerne gebyrudgifter for omkring 50 mio. kr. årligt.”

Ministeren har også prioriteret 4 mio. kr. årligt til at bevillingsfinansiere kontroller m.v. i stedet for, at de skal gebyrfinansieres af erhvervene. Derudover satte ministeren gebyrstigninger for 33 mio. kr. på pause ved årsskiftet mellem 2024 og 2025. Den pause gøres nu permanent, idet der er fundet en anden løsning.

Analysearbejdet med ekstern konsulentbistand blev sat i gang i januar 2025, og gebyranalysen bygger bl.a. på omkring 60 konkrete forslag til, hvordan der kan skabes klarhed over gebyrordningerne. Forslagene er kommet fra en referencegruppe bestående af erhvervsorganisationer, hvis virksomheder til hverdag er underlagt størstedelen af de kontroller og tilsyn, som finansieres af gebyrordningerne.

På baggrund af det grundige analysearbejde kan fødevareministeren samlet set lette gebyrer for ca. 50 mio. kr., svarende til 10 pct. af udgiftsniveauet i 2023 fraregnet gebyrindtægter fra Kødkontrollen.

Fødevareministeren vil også bruge gebyranalysen og diverse forsalg fra erhvervslivet som løftestang til at sætte regelforenkling på dagsordenen i EU. Målet er at fjerne unødigt bureaukrati og styrke erhvervets konkurrenceevne i tråd med EU-Kommissionens egne målsætninger om regelforenkling og anbefalingerne i Draghi-rapporten. 

Læs gebyranalysen her.

Fakta

  • Besparelser på cirka 50 mio. kr. om året svarer til 10 pct. af de årlige gebyrudgifter, når der ses bort fra Kødkontrollen, som ikke var en del af analysen.
  • De samlede gebyrudgifter i 2023 var på 750 mio. kr. og 490 mio. kr., når indtægter fra kødkontrollen fraregnes, da Kødkontrollen analyseres i anden sammenhæng.
  • En tredjedel af besparelserne er allerede realiseret i forbindelse med politiske aftaler, mens en anden tredjedel realiseres i 2025. Den sidste tredjedel skal realiseres fremadrettet ved implementering af gebyranalysens tiltag.
  • Fastlæggelsen af gebyrer vil altid afhænge af risikobilledet, og at eksempelvis en – i øvrigt glædelig – vækst i eksporten alt andet lige også vil føre til øgede gebyrer. Også eksempelvis ændret EU-regulering kan medføre nye gebyrer.

Eksempler på gebyrlettelser:

  • På baggrund af gebyranalysen er der i Fødevarestyrelsen identificeret besparelser på to betalingsordninger. Det betyder, at taksterne kunne sænkes allerede fra 1. juli 2025.
  • Det drejer sig om ordningerne vedrørende henholdsvis kontrol af dyr i forbindelse med eksport og kontrol af logbøger, hvor der som udgangspunkt gennemføres varige takstnedsættelser for ca. 7,2 mio. kr. årligt. pr. 1. juli 2025 i betalingsbekendtgørelsen.

 

Pressekontakt

Pressevagten
E-mail: presse@fvm.dk
Tlf: +45 20 18 40 52 
(kan ikke modtage SMS)

Jakob Kronborg
Presse- og kommunikationschef
E-mail: jakro@fvm.dk