Nationalret, nationalblomst og nationalfugl, men hvor er nationalfisken? Danskerne skal til stemmeurnerne, for minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har udskrevet valg om Danmarks nationalfisk. Der er udvalgt seks kandidater til Danmarks nationalfisk, som et bredt panel af dommere har udpeget på baggrund af udvalgte kriterier.
Det betyder, at alle danskere nu kan stemme på, hvilken fisk, de mener, skal være Danmarks nationalfisk. I løbet af valgkampen vil ministeren rejse rundt i landet sammen med flere fra dommerpanelet og sprede budskabet om, at Danmark skal have en nationalfisk.
Du kan stemme ved at klikke på nationalfisk.dk og læse mere om de forskellige kandidater.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V):
"Vi er i Danmark omgivet af vand og er historisk set en stolt fiskerination. Men samtidig er der desværre øget pres på vores havmiljø og danske fiskebestande. Havet og fiskene er en del af den danske DNA, og jeg håber, at valget om Danmarks nationalfisk kan være med til at sætte fokus på, hvad havet og fiskene betyder i Danmark – både i historien, i kulturen og i køkkenet. Ved at blive klogere på livet under havoverfladen, tror jeg også, vi kan få flere til at interessere sig for det og passe på det i fremtiden. Jeg er virkelig spændt på, hvilken én danskerne mener fortjener titlen. God valgkamp!"