For to uger siden kunne fødevareminister Jacob Jensen (V) meddele, at fiskeri med bomtrawl og andre bundslæbende redskaber bliver forbudt i fem såkaldte Natura 2000-områder i Skagerrak og Nordsøen. Her har særligt udenlandske fiskere i de senere år fisket med tunge bomtrawl på sårbare sten- og boblerev. Forslaget er vedtaget i Folketinget og skal nu omsættes til lovgivning i EU.
Nu er ministeren klar med endnu et tiltag i arbejdet for et mere et bæredygtigt fiskeri i Danmark. Det er et forbud mod fiskeri med bomtrawl i danske farvande. I første omgang kommer forbuddet til at gælde danske fiskefartøjer, mens regeringen vil sideløbende arbejde for et EU-forbud, som også vil gælde for udenlandske fiskere, der opererer i dansk farvand. Indsatsen hen imod et EU-forbud vil bl.a. tage afsæt i et forskningsprojekt i Jammerbugt, som dokumenterer bomtrawls effekter på havbunden.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger:
”Vi har et ansvar for at beskytte vores havområder og dyreliv, så kommende generationer også kan få glæde af havets ressourcer. Derfor har vi nu besluttet, at det skal være slut med de tunge bomtrawl. Første skridt på vejen mod et bedre havmiljø bliver en national udfasning af bomtrawl, mens vi sideløbende vil arbejde benhårdt for en fælles europæisk løsning, så det bliver forbudt for alle. Vi kan nemlig ikke alene lave regler, der forbyder fiskeri med bomtrawl for andre landes fartøjer, selvom de fisker i danske farvande. Derfor tager vi nu det første vigtige skridt mod et fremtidigt fiskeri uden bomtrawl.”