- om at være tovholder for borgerkontakt og friluftsliv på statens naturområder i Nordsjælland

Tim Falck Weber, skovfoged i Naturstyrelsen, om sit arbejde som naturvejleder:

I de næsten 30 år jeg har arbejdet i Naturstyrelsen, er der sket en hel del med måden, vi bruger naturen på. Alle de statslige naturområder i Nordsjælland er som altid enormt besøgt i weekender og ferier, men også i hverdagene, hvor folk gerne kører 40-50 km i bil fra København for at tage en tur på mountainbike eller hest efter arbejde. Den øgede trafik i skovene bliver bemærket af de lokale, og som skovfoged og bosat i området, skal man også være klar til at svare på spørgsmål uden for almindelig kontortid.

Man får mange gode informationer ind af døren, når man sidder med borgerhenvendelser. Ting som man måske ikke selv var klar over, og jeg er taknemmelig for alle de henvendelser, vi får. De giver i sidste ende en masse nyttig viden om, hvad folk efterspørger, når de benytter vores fælles natur. 

Jeg møder mange ildsjæle i løbet af et år, og det giver et kick, når det hele går op i en højere enhed. En af de succeshistorier, jeg ofte tænker tilbage på, er, da en lokal for nogle år siden gerne ville have flere løberuter i området. Nu er der dannet en løbeforening med over 250 medlemmer, der træner tre gange om ugen. Det handler om at skabe bæredygtige projekter, der også kan overleve, at idémageren eksempelvis flytter fra området. Derfor sørger vi altid for, at der er et laug eller forening og/eller en kommune, der støtter op om initiativet.

Jeg og resten af mit team har intet ønske om at være politimænd eller gøre os selv til overdommere. Vores afvejninger skal altid være præget af åbenhed og gennemsigtighed. Vi skal altid have øje for, hvad eksempelvis en ny ridesti eller et stort motionsløb vil betyde for naturen og de andre besøgende i området.  Der skal være plads til alle, og derfor arbejder vi også med at inddele skovene i forskellige zoner, så man stadig kan gå en tur i Gribskov uden at møde et øje.

Mit daglige arbejde handler i høj grad om at skabe goodwill i befolkningen, så flere får kendskab til, at de statslige naturarealer tilhører os alle og kan bruges af alle med respekt for naturen. Jeg plejer at sige, at jo flere glade mennesker, jeg møder, jo bedre gør jeg mit arbejde.