- om at være med til at give kommunerne hjælp til selvhjælp

Lone Møller Dupont, AC-fuldmægtig i Kystdirektoratet om sit arbejde med at overdrage viden om kystbeskyttelse til kommunerne

Det er lidt som om, at vi skal oplære 80 nye kolleger, nu hvor kommunerne har overtaget opgaven med at være myndighed for kystbeskyttelse. Vi vil rigtig gerne støtte dem bedst muligt i deres nye rolle og sikre, at vores viden og de redskaber, som vi har opbygget over mange år, har mulighed for at leve videre ude i kommunerne. Derfor gør vi vores bedste for at give dem noget, der minder om en sidemandsoplæring. Når man, som jeg, har siddet med sagsbehandling på området med kystbeskyttelse i mange år, følger der også lidt hjerteblod med, når vi sender stafetten videre til kommunerne.

Med vores og kommunernes nye rolle, har jeg fået nye opgaver. I perioder har jeg fortsat meget fokus på at være projektleder på analyser og faglige vejledninger, som vi udarbejder til brug for kommunerne. Her graver jeg mig eksempelvis ned i en opgave, når jeg sammen med kystteknikerne gennemgår hele den 7300 km lange kyst i Danmark. Det gør vi for at kunne opstille vejledende løsningsforslag til håndtering af risiko ved erosion og oversvømmelse med blandt andet et stort kortmateriale. Vi går i detaljen med de udfordringer og potentialer, der måtte være på hver enkelt kyststrækning, og skaffer os på samme tid et nationalt overblik, som jeg synes er meget interessant. Det er derfor ret unik for mig at kunne være med i det arbejde.

I andre perioder handler det mere om den direkte kontakt til de kommunale medarbejdere, der nu skal tage stilling til kystbeskyttelse, for jeg er med til at undervise dem i håndtering af kystbeskyttelsesloven. Jeg møder også kommunerne, når jeg sammen med vores Rejsehold tager ud til kommunemøder rundt om i landet. Det er vores opgave at give kommunerne et godt grundlag for at kunne forholde sig til kysterne, så de kan gøre op med sig selv, hvad de vil med dem. Helt konkret er det jo dem, der nu skal sige ja eller nej til kystbeskyttelse og bestemme, hvordan kysten skal udvikle sig fremadrettet.

Hvor jeg tidligere agerede ud fra ”hvad siger loven”, når jeg behandlede ansøgninger om kystbeskyttelse, handler mit job nu meget mere om ”hvilke behov har kommunerne.” Det er rart at være med til at sørge for, at overleveringen af viden foregår på en god måde.

Fakta om kystbeskyttelse

Den 1. juni 2017 indgik regeringen og KL en aftale om, at kommunerne skulle overtage rollen som myndighed i kystbeskyttelsessager. Den trådte i kraft den 1. september 2018. Opgaven har indtil da ligget i Kystdirektoratet. Det blev også besluttet, at der skulle udarbejdes en vejledning til kommunerne om fordeling af udgiften ved kommunale fællesprojekter og en vejledning om kystbeskyttelsesmetoder.

I august 2017 iværksatte regeringen yderligere tiltag på kystområdet. Blandt andet blev det besluttet, at der skal gennemføres en landsdækkende vurdering af risiko ved oversvømmelse og erosion samt udarbejdes vejledende løsningforslag til risikohåndtering. Analyser og vejledninger bliver udarbejdet i Kystdirektoratet.