Trine Grønlund, specialkonsulent i departementet
- om sit arbejde med at oplyse danskere om sund mad.

Vi tager alle sammen et valg om, hvad vi skal spise flere gange om dagen. Nogle mere bevidste end andre. Jeg har arbejdet i mange år med kommunikation om mad og ernæring, og for mig handler det især om at arbejde med noget, der har en betydning for mange mennesker. Det handler om at gøre en forskel: at hjælpe danskerne, så det nemme valg er det sunde valg. Mit mål er at få den almindelige dansker til at leve et sundere liv uden at skulle tænke for meget over det.

Jeg har arbejdet i Fødevarestyrelsen med oplysningskampagner som bl.a. Nøglehulsmærket og kostråd siden 2006. I august 2020 blev jeg udlånt til departementet, hvor jeg senest har været med til at lancere De nye officielle Kostråd – i medierne kendt som Klimakostrådene. Det er super spændende at komme endnu tættere på den politiske proces og f.eks. arbejde meget med interessentinddragelsen i forbindelse med de nye kostråd. Vi har en pragmatisk tilgang, og alle parter har interesser, der skal varetages og ord, der skal lyttes til. Mange ender har skulle mødes, og processen med at orientere ordførere og klæde ministeren på er ligeså fyldig og vigtig som selve det at kommunikere kostrådene.

Jeg var med til at lancere De officielle Kostråd sidste gang i 2013, og der er en hel del, der har ændret sig. Først og fremmest har vi som mange andre måtte gentænke hele eventen på grund af situationen med COVID-19. Vi optog derfor vores lanceringsvideo på forhånd for at være helt sikre på, at ingen risikerede at skulle isoleres på den store dag. Og det er en stor dag at lancere nye kostråd for danskerne. Vi udkom på dagen med kæmpe stor uro og demonstranter i kongresbygningen i USA, og alligevel nåede de nye kostråd bredt ud. Lanceringen med ministeren blev set af mere end 3000 mennesker, en skare, vi ikke kunne drømme om at nå med en traditionel pressebegivenhed, og på den måde blev det jo held i uheld med det nye, virtuelle format, der klart har sine styrker.

For det andet er det også min oplevelse, at kostrådene generelt er blevet modtaget på en anden måde denne gang. Vi ved godt, at vi skal tage nogle grønnere valg, og derfor tror jeg også, at klimahensynet i de nye kostråd har været en helt naturlig forlængelse for de fleste af os. Godt nok har der været nogle reaktioner på, om det giver mening at formidle kost og klima samtidig, men der har f.eks. ikke været den samme modstand på at begrænse sit indtag af forskellige varer, som vi har set tidligere.

Maden former jo én, og det gør éns arbejde også. Det er nok også derfor, jeg nu i et års tid har valgt ikke at spise kød efter så meget arbejde med god, grøn mad. Det startede egentlig som en personlig udfordring, men indtil videre holder det ved!

Trine Grønlund & Anne Pøhl Enevoldsen (th), enhedschef i Fødevarestyrelsen til lanceringen.
Kostrådene fra 2013