Jens Knudsen, dyrlæge i Fødevarestyrelsen
- om at sikre fødevaresikkerhed og dyresundhed i EU

Som dyrlæge har jeg tidligere arbejdet i Fødevarestyrelsens veterinærafdelinger, men interessen for fødevaresikkerhed, grænsekontrol og import/eksport har længe luret i baggrunden. Så da briterne besluttede sig for at træde ud af EU, fik jeg mulighed for at blive en del af Brexit-holdet i Esbjerg. Efter et tilløb fra briternes side og forberedelse gennem længere tid her i Fødevarestyrelsen, stod vi klar i de nybyggede lokaler på Esbjerg Havn den 1. januar 2021.

Jeg kan rigtig godt lide at være i allerforreste række for at sikre fødevaresikkerhed og dyresundhed i EU. Hver dag får jeg og kollegerne sat skik på anmeldte sendinger. Vi inspicerer indsendte dokumenter, så sendingerne kan komme til kontrol. Laver ID-kontrol på sendinger og udvælger hvilke, der skal udtages til fysisk kontrol dvs. syn-, lugte- og evt. smagstest samt evt. vægtkontrol. Derudover sørger vi for stikprøvevis at udtage overvågningsprøver, så der kan blive undersøgt for tungmetaller, pesticider eller mikrobiologi som bakterier, virus eller svampe. På en typisk dag er der også mange spørgsmål fra virksomheder, der ønsker at importere via grænsekontrolstedet her på havnen.

Som spritnyt kontrolsted kan der af og til opstå situationer af mere underfundig karakter, hvor man lige må ty til hurtig handling. Fx var der nogle vognmænd, der ikke lige var helt skarpe på, at de nu også skulle ind forbi os og derfor var halvvejs ude ved kunderne, før de blev stoppet. Der var tilmed én, der allerede havde fået læsset af ude hos virksomhederne. Her måtte sendingen hele vejen retur til os på havnen for endelig godkendelse og frigivelse.

Der var også episoden med smørolien – et produkt, der bruges i bl.a. chokolade og bagværk. Her skulle vi lave fysisk kontrol, og det var lettere sagt end gjort. At få lidt af produktet ud til undersøgelse var mildest talt ikke en af de nemmeste opgaver. Det kom nemlig i store forseglede palletanke og var helt hårdt pga. den kolde opbevaring.

Helt grundlæggende er det dog altid spændende at se, hvordan tingene forløber, når der kommer nye kunder med nye produkter ind til kontrol. Ofte er det tydeligt at se, når sendingerne kommer fra virksomheder, der ikke lige har været vant til at eksportere varer med certifikater. Eller britiske myndighedspersoner, der ikke har været gearet til den fagre nye verden med certifikater. Vi har derfor prøvet at skulle tyde os igennem kreative udstregninger, attestationer og næsten personlige noter på nogle af certifikaterne.

Her cirka halvanden måneds tid efter opstart er der stadig flere ting, der lige skal køres i stilling, men for hver dag, der går, får vi mere erfaring og kan se en ændring uge for uge. Lige nu arbejder vi fx på at få kontrollerne op at køre så smidigt som muligt og i faste tidsintervaller.

Faktaboks

  • Den veterinære grænsekontrol i Esbjerg åbnede officielt den 1. januar 2021.
  • Grænsekontrollen bemandes af Fødevarestyrelsen alle ugens 7 dage.
  • Grænsekontrollen er godkendt til importkontrol af emballerede animalske fødevarer, avlsmateriale og emballerede animalske biprodukter samt hø og halm.
  • Der kan ikke importeres levende dyr gennem grænsekontrolstedet i Esbjerg.
  • Det er Esbjerg Havn, der har bygget det nye administrationshus. Indtil videre er det kun Fødevarestyrelsen, der har kontor der, men på sigt er det planen, at Toldstyrelsen også flytter ind.