OECD er en international organisation, der oprindelig blev oprettet efter afslutningen af anden verdenskrig som OEEC (Organisation for European Economic Co-operation) for at koordinere Marshall planen. Ændret til OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) i 1961 med transatlantisk og globalt sigte. OECD har 34 medlemslande. I 2010 blev Chile, Estland, Israel og Slovenien medlemmer. EU deltager i arbejdet i OECD.

OECD's mission er at fremme politiske tiltag, der medfører en bæredygtig økonomisk vækst og beskæftigelse og bidrager til udvikling af verdensøkonomien og giver sund økonomisk udvikling og gensidig, ikke-diskriminerende vækst i verdenshandlen.

OECD's arbejde er dels organiseret i en række komiteer, hvor medlemslandene er repræsenteret, dels i en række direktorater i et sekretariat. Sekretariatets opgave er primært at indsamle data og udarbejde analyser, som så er grundlag for diskussion og beslutning i komiteerne. EU-Kommissionen deltager også i arbejdet i OECD.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er repræsenteret i OECD´s Miljøpolitiske komité, Landbrugskomité og Fiskerikomité med tilhørende undergrupper.

På landbrugsområdet udsender OECD årligt ”Agricultural Outlook”, der er en 10-årig fremskrivning af udviklingen i verdens landbrugsproduktion, og ”Agricultural Policies in OECD Countries - Monitoring and Evaluation”, der er en gennemgang og vurdering af landbrugspolitikken i medlemslandene. OECD har bl.a. udviklet metoder til at opgøre den samlede landbrugsstøtte i medlemslandene, som svarer til ca. 20% af landbrugets indtægter.

På fiskeriområdet udsender OECD årligt ”Review of Fisheries in OECD Countries”.

Kontakt

Mogens Kjørup
Tlf. 22 20 17 31
Mail: mokj@fvm.dk