Forbrugerne skal lettere kunne træffe grønne valg, når der ryger madvarer ned i indkøbskurven. Derfor skal Danmark nu som det første land i verden have et statskontrolleret klimamærke. Regeringen afsætter nu ni mio. kr. til et storstilet udviklingsarbejde, der i løbet af et år skal komme med et bud på, hvordan klimamærket kan se ud.

Vi kan se på de madvarer, der ryger i indkøbskurven, om de er både sunde, økologiske og kontrolleret for dyrevelfærd. Men er de gode for klimaet? Det er ikke til at sige i dag.

Klimamærket skal hjælpe forbrugerne med at træffe grønne valg, når de handler. Samtidig skal det skubbe fødevareproduktionen i en mere klimavenlig retning. Klimamærket vil også bidrage til, at Danmark bedst muligt realiserer FN’s verdensmål – særligt mål 12 om at sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer.

Et statskontrolleret klimamærke skal sikre, at der er ét fælles klimamærke, som forbrugerne kan have tillid til, og som detailhandlen og fødevarebranchen bredt set vil anvende.

Danskerne vil gerne spise mere klimavenligt. Men det er svært at gennemskue, hvad der er det grønne valg, når man står med indkøbskurven i hånden. Derfor skal Danmark nu have et statskontrolleret klimamærke. Det skal være ét samlet mærke, som forbrugerne kan have tillid til, så vi undgår en skov af mærker, der bare forvirrer. Nu samler vi de vigtigste spillere, og sætter arbejdet i gang. Inden jul skal de komme med deres skarpeste bud på, hvordan et dansk klimamærke kan se ud, så vi kan blive det første land i verden, der får et statskontrolleret klimamærke. Vi stiller os allerforrest på den globale scene, og viser vejen frem i den grønne omstilling.

Fakta om klima og fødevarer:

  • Danskerne udleder i gennemsnit hvad der svarer til ca. 7 ton CO2 om året fra privat forbrug. Omtrent 2 ton kommer fra fødevarer og drikkevarer. Det svarer til ca. 5,5 kilo om dagen. (Energistyrelsen).
  • En gennemsnitlig dansker i alderen 6-64 år kan reducere klimaaftrykket fra kosten med 31-45 pct. ved at følge kostrådene (Klimarådet).
  • Hovedparten af danskerne mener, det er vigtigt at bekæmpe klimaforandringer, via det vi spiser. Seks ud af ti vil gerne spise mere klimavenligt (Madkulturen).
  • Tre ud af fire forbrugere oplever, at det er svært at gennemskue, hvilket klimaaftryk fødevarer har. Og kun to ud af cirka 1.100 adspurgte forbrugere kan rangere otte almindelige madvarer korrekt efter, hvor meget de belaster klimaet (Forbrugerrådet Tænk).