"Det er en vigtig vision, at Danmark i 2025 ikke længere skal importere varer med forbindelse til skovrydning. Desværre er den danske handlingsplan fattig på konkret handling, så nu ser vi frem til, at regeringen vil kæmpe for at gøre visionen til virkelighed ved at arbejde for en lovgivning på EU-niveau, der skrider ind mod ødelæggelsen af alle typer værdifuld natur, inkluderer alle relevante produkter og har beskyttelsen af oprindelige folks rettigheder i centrum."

Kristine Clement, kampagneleder for landbrug og skov i Greenpeace

Greenpeace deltog i juni 2021 i overrækkelsen af 1,2 millioner underskrifter til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn. Underskrifterne var fra borgere, der havde deltaget i Europa-Kommissionens høring om en ny EU-skovlovgivning, med et stærkt ønske om trygt at kunne købe ind uden at risikere at få skovrydning med hjem i indkøbskurven. Greenpeace vil fortsat følge denne proces tæt og arbejde for en stærk lovgivning.

Samtidig arbejder Greenpeace for, at Danmark skal tage ansvar for det grundlæggende problem bag skovrydning, nemlig at vi har for mange produktionsdyr i landbruget, og at foderproduktionen beslaglægger alt for store landområder i Danmark og globalt. Kun gennem en markant reduktion af produktionen og forbruget af kød og mælk kan vi nedbringe det store pres på naturen. Beskyttelse og genopretning af skove og natur er fuldstændig afgørende for at bremse både klima- og biodiversitetskrisen.

Læs mere fra Greenpeace om afskovning i dette blogindlæg